

Reglerne for handicappede og udsatte voksne er for indviklede, og derfor er der brug for en reform af serviceloven, mener social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V), som onsdag indledte forhandlinger om en reform. Hun vil blandt andet indføre et standardbeløb på merudgiftsydelsen, som dækker de ekstra udgifter, som handicappede har i forhold til andre.
- Reglerne i dag er for svære at gennemskue, og der er behov for at få luget ud i bureaukratiet. Det handler om at styrke borgernes retssikkerhed og sikre, at kommunernes administration bliver mere enkel i de enkelte sager.
I dag skal enhver dokumentere selv de mindste udgifter med bilag. Der er forslaget, at dem, der har et mindre behov, får et standardbeløb, hvis man kan sandsynliggøre, at borgerens udgiftsbehov ligger inden for en grænse, siger Karen Ellemann.
Ret til ledsagelse
Hun foreslår desuden, at de udsatte og handicappedes ydelser samles i et såkaldt indsatskatalog. Det betyder blandt andet, at kommunerne får mulighed for at lave skøn for, hvilke indsatser, der skal sættes ind.
Danske Handicaporganisationer advarer om, at det vil mindske de handicappedes rettigheder, at kommunerne kan foretage skøn frem for, at borgerne har ret til en ydelse, men Karen Ellemann afviser kritikken:
- Når man gerne vil sikre en samlet helhedsorienteret indsats, som bygger på en solid socialfaglig sagsbehandling, er det kun logisk, at man arbejder med et indsatskatalog i stedet for at sidde med dem enkeltvis.
Et af initiativerne i forslaget er endvidere, at handicappede skal have mulighed for at købe sig til ledsagelse, så de kan få det personale, som de kender, med på ferie.
ka / Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.