
ASSENS: Rengøring hver femte uge og ingen gulvask. Det er standarderne for ældreplejen i Assens Kommune, som i slutningen af januar vedtog, at rengøringen hos kommunens ældre skulle reduceres fra hver tredje til hver femte uge. Men det er ifølge ældreminister Thyra Frank (LA) bestemt ikke godt nok, og slet ikke, når pengene er fulgt med ud i kommunen.
- Rengøring hver femte uge kan ikke anses for at være et reelt tilbud om hjælp til disse ældre. Der er jo tale om ældre, der af den ene eller anden grund ikke selv kan klare opgaverne, siger hun som svar til et §20-spørgsmål stillet af den socialdemokratiske næstformand i Folketingets sundheds- og ældreudvalg, Julie Skovsby, og partiets ældreordfører Astrid Krag.
Til gengæld forholder ministeren sig ikke til, om praksissen er ulovlig, mens borgmester i Assens Kommune Søren Steen Andersen (V) selv sår tvivl om lovligheden. Derfor har han pålagt formanden for kommunens social- og sundhedsudvalg, Charlotte Kjær (S), at indkalde til hastemøde. Det bliver på mandag, hvor udvalget skal gennemgå kvalitetsstandarder for ældreplejen.
- Det er, fordi der er draget tvivl om vedtagelsestidspunktet for de kvalitetsstandarder, der danner basis for niveauet for ældreplejen i Assens. Mange borgere har helt naturligt henvendt sig med spørgsmål herom. Er der tvivl om det juridisk holdbare heri, kan vi naturligvis ikke sidde dette overhørig og må skabe ro på området, skriver borgmesteren i et opslag på Facebook.
Økonomien er det springende punkt
Ældreminister Thyra Frank afviser at gå ind i den konkrete sag og pålægge kommunalbestyrelsen et bestemt serviceniveau for ældreplejen, fordi det er op til det kommunale selvstyre at afgøre. Til gengæld opfordrer hun Ankestyrelsen til at gå ind i sagen.
- Det er Ankestyrelsen, der som ankeinstans og overordnet tilsynsmyndighed skal påse, at kommunerne overholder serviceloven, siger hun, men hvis det omvendt viser sig, at niveauet er ulovligt, skal partierne i Folketinget se på lovgivningen, lyder det fra hende.
Hun mener, at regeringen og DF har afsat tilstrækkeligt med midler til området, og at pengene er fulgt med ud i Assens Kommune.
- Jeg anerkender ganske enkelt ikke, at man ikke har økonomi til at kunne sikre bedre måder at gøre rent på i Assens Kommune. Vi har blandt andet sendt penge fra værdighedsmilliarden, så kommunen har modtaget godt 13 mio. kr. ud over, hvad de ellers får, siger hun.
Borgmester Søren Steen Andersen skriver på Facebook, at den økonomiske situation er uændret, og det samme er synspunktet om de uværdige besparelser. Økonomisk set er kommunen stadig lige udfordret, skriver han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.