
AARHUS: Onsdag aften var placeringen af en stormoske i Aarhus endnu engang på dagsordnenen i byrådet. Striden om placeringen går på, hvorvidt en kommende stormoske må ligge i Gellerup eller Toveshøj, et social belastet område, hvor en meget stor del af beboerne er muslimer. Linierne er efterhånden trukket skarpt op i byrådet, hvor Venstre og Konservative truer med at trække sin støtte til den Helhedsplan*, som et bredt flertal vedtog for området i 2007.
Til onsdagens byrådsmøde havde SF så stillet et forslag om, at byrådet skulle støtte en ny placering af en stormoske øst for Toveshøj, hvor Boligforeningen Toveshøj har tilkendegivet, at man gerne sælger et areal til formålet. Grunden ligger ganske tæt på Bautavej, som borgmester Jakob Bundsgaard fornylig har foreslået som en mulig lokation til en moske. SF's forslag bunder i et ønske om at finde en fornuftig placering, som alle parter, både politikere og Forbundet af Islamiske Foreninger (FIF), der står bag ønsket om en stormoske, kunne acceptere.
- Det er katastrofe, hvis vi nægter en minoritet at bygge en moské, hvor de bor, men i stedet mange kilometer væk. At tro, at der ikke i fremtiden vil bo mange i Gellerup, som har islam som religion, vil være det samme som at tro på julemanden, sagde rådmand Thomas Medom fra SF.
Borgmesteren, der stod for at fremlægge sagen, mente ikke, at byrådet skulle tilslutte sig forslaget fra SF. Han mente det ville være forkert at tiltræde en konkret placering, fordi der pt er en sagbehandling i gang med FIF, der har henvendt sig til kommunen med henblik på at købe en grund til en moske. Og derfor bør det behandles som enhver anden byggesag.
At være eller ikke at være byggesag
Og netop katagoriseringen som en byggesag skulle vise sig at blive et centralt tema for hele diskussionen i byrådssalen. For samtidig med, at flere partier var enige om, at placeringen af en stormoske burde blive behandlet som en almindelig byggesag, ja så var der og bred enighed om, at netop denne byggesag var alt andet end almindelig.
- Det burde ikke være nødvendigt at behandle byggesager i byrådet, lød det fra Rabih Azad-Ahmad (R) rådmand for kultur- og borgerservice.
- I det øjeblik man skal bygge et religiøst hus, skal det behandles som en en byggesag, modsat hvis man vil bygge et supermarked, så skal der være høringer, måling af støjgener og så videre, kommenterede Marc Perera Christensen fra de Konservative.
- Jeg tror, vi er mange i denne sal, som ønskede, at vi diskuterede trafikale forhold, lys og så videre, nu hvor det er en byggesag, formanede Enhedslistens Jette Jensen.
Placering lader vente på sig
Hvorvidt placeringen af en kommende stormoské nogensinde vil blive behandlet som en ordinær byggesag stod ikke klart efter byrådsmødet. Det gjorde til gengæld det faktum, at SF ikke fik vedtaget sit forslag, da kun Enhedslisten tilkendegav at støtte det.
Placeringen af en stormoské blev derfor sendt til videre behandling i magistraten og samtidig opfordrede flere partier Jakob Bundsgaard til at speede sagsbehandlingen op, så der snart kunne komme en afgørelse.
*Helhedsplanen for Gellerup og Toveshøj skal forvandle området fra socialt belastet til en attraktiv bydel, en plan der kommer til at koste op mod 1 milliard, planen blev sat i værk i 2011 og løber indtil 2030.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.