dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Multicenter Syd er Sjællands mest internationale uddannelsessted

En produktionsskole på Lolland-Falster topper listen over internationalt aktive uddannelsesinstitutioner i Region Sjælland

SJÆLLAND: På Lolland-Falster ligger en produktionsskole med et internationalt udsyn, der slår samtlige andre uddannelsessteder i Region Sjælland.

På Multicenter Syd har de nemlig lavet syv internationale projekter over de sidste fem år. Det er – set i forhold til den lille størrelse med blot 100 normerede elever – topplaceringen i regionen, viser Sjælland EU Nyts opgørelse.

- Vi har en 15 år lang tradition for at være offensive, forklarer den assisterende skoleleder, Leif Jeppesen.

Det er ønsket om også at give svagere unge muligheden for at løfte øjnene over horisonten, der driver skolens ledelse, siger Leif Jeppesen. Han fortæller om elever, der ikke kan skrive deres eget navn. Som lægger deres sygesikringsbevis på bordet for at skrive af fra det, når de skal skrive under.

- Når de oplever, at de kan klare at tage i praktik i Estland, ændrer det deres opfattelse af dem selv. De begynder at se sig selv som en indtægt for samfundet frem for en udgift, uddyber Leif Jeppesen.

Internationalt er attraktivt
Guldborgsunds borgmester John Brædder (Nyt Guldborgsund) er imponeret over Multicenter Syds mange tværnationale projekter. Især fordi en international dimension kan gøre det mere attraktivt at uddanne sig.

- Det internationale er med til at være en drivkraft for, at man kommer i gang med den uddannelse. Ved at give den et internationalt islæt kan det blive endnu mere spændende, end det er i forvejen, siger borgmesteren.

Han mener, at det specielt er marginaliserede unge, der har gavn af udenlandske samarbejder, fordi de ikke nødvendigvis selv har et internationalt udsyn.

Multicenterets engagement i internationale projekter begyndte allerede for 27 år siden, i 1985, da den fik EU-tilskud til at indføre EDB, der var datidens hotteste teknologi. Lige siden har medarbejderne haft det europæiske samarbejde som en bevidst strategi, hvor eleverne også senere fik mulighed for at komme til udlandet. Den mulighed udsprang af den daværende skoleledelses indignation over, at kun bank- og landbrugselever deltog i internationale projekter. Produktionsskolen ønskede, at give deres unge de samme muligheder.

I dag deltager skolen i mange udvekslingsprojekter og er også en del af ProNet, et fast samarbejde mellem produktionsskoler i Danmark og Tyskland – finansieret af EU-midler.

Udlandspraktik baner vej for uddannelse
Region Sjælland har sammen med de 17 kommuner i regionen vedtaget en strategi, Kompetenceparat 2020, hvor et mål bl.a. er at få flere til at tage en ungdomsuddannelse.

Ifølge Leif Jeppesen kan det for eleverne være første skridt på vejen til at tage en ungdomsuddannelse at deltage i det internationale projekt. Op mod en tredjedel af de unge på Lolland-Falster afviser at tage en uddannelse, hvis det indebærer, at de skal flytte, forklarer han. Når eleverne først har været i praktik i udlandet og oplevet, at det ikke var farligt, er de ifølge Leif Jeppesen mere tilbøjelige til at uddanne sig på en af regionens erhvervsskoler.

Samarbejde med Tyskland gavner Femern-udvikling
Projekterne med tyske samarbejdspartnere har en særlig betydning for Multicenter Syd, eftersom skolen ligger tæt på den kommende Femern-forbindelse. Det skyldes at man på Lolland-Falster, hvor mange borgere mangler en uddannelse eller står uden for arbejdsmarkedet, har store forhåbninger til den kommende tunnel. Den forventes at skabe arbejdspladser og vækst i den danske grænseregion. Derfor forsøger skolen at være på forkant.

- Hvis først de unge har været i praktik i Tyskland, bliver det nemmere for dem at få del i den udvikling, vurderer Leif Jeppesen.

Også borgmester John Brædder fremhæver internationaliseringen som en fordel for Femern-byggeriet. Ifølge borgmesteren er det vigtigt, at eleverne allerede under deres uddannelse lærer at samarbejde med andre nationaliteter, for det vil de komme til, hvis de er med til at bygge fremtidens Femern-tunnel.

Borgmester: Vigtigt at unge bliver uddannet
En højere uddannelsesfrekvens – og elever der får udvidet deres horisont. Det er svært at finde noget negativt ved internationalt samarbejde på uddannelsesområdet. Det skulle da lige være faren for affolkning, hvis unge med smag for udlandet udvandrer.

Skal man tro John Brædder, er der dog ingen grund til at frygte, at de unge bliver i Tyskland eksempelvis. Risikoen for at praktikophold i udlandet får de unge til at søge væk fra kommunen er værd at løbe. Den opvejes nemlig i høj grad af gevinsterne ved, at Multicenter Syd formår at gribe de svage elever.

- Mange af dem, der går der, er elever, som på den ene eller anden måde er faldet ned mellem to stole, men som har utrolig mange kompetencer. Man skal bare lige finde ud af, hvad det er for nogle, de skal udøve resten af deres liv, siger borgmesteren.

Artiklen er skrevet af Zealand Denmark

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/multicenter-syd-er-sjaellands-mest-internationale-uddannelsessted

GDPR