AARHUS: Bare fordi man har titel af chef, er man ikke nødvendigvis chef. Men derfor kan man godt være det alligevel? Forvirret? Det var Aarhus Kommune muligvis også, da en borger fik afslag på aktindsigt.
Borgeren søgte aktindsigt i, om en afdelingsleder og en centerchef havde modtaget advarsler eller andre disciplinære reaktioner i forbindelse med deres arbejde. Men da kommunen gav afslag, klagede borgeren til Statsforvaltningen over afgørelsen. Han mente nemlig, at en afdelingsleder og en centerchef i beskæftigelsesforvaltningen hørte under det, offentlighedsloven kalder ‘chefstillinger’. Men det mente kommunen altså ikke.
Det er nemlig sådan ifølge offentlighedslovens paragraf 21 stk. 3, at man kan søge aktindsigt i, om personer i ‘chefstillinger’ i løbet af de seneste to år har modtaget en advarsel eller lignende. Og det var, hvad borgeren havde gjort. Men loven beskriver ikke nærmere, hvad det vil sige at være chef.
Det har Ankestyrelsen nu forsøgt at komme nærmere i afgørelsen af klagen.
Sagen om igen
I begrundelsen på afslaget forklarede Aarhus Kommune, at bare fordi titlen er centerchef, så kræver det, at man har ledelsesbeføjelser, en placering i det administrative hieraki og et lønniveau, der tilsvarer en kontorchef, at man kan søge aktindsigt i disciplinære reaktioner. Og det havde hverken afdelingslederen eller centerchefen ifølge kommunen.
De henviser blandt andet til Offentlighedsloven med kommentarer af Mohammad Ahsan, 1. udgave fra 2014. Her fremgår det, at ‘kontorpersonale, fuldmægtige, teknisk administrativt personale, sagsbehandlere mv. ikke er omfattet af Bestemmelsen.’
Og at det i stedet drejer sig om ‘kontorchefgruppen og højere stillinger, herunder bl.a. kommiterede, afdelingschefer, departementschefer, vicedirektører, styrelsesdirektører, vicekommunaldirektører og kommunaldirektører.’
Men Ankestyrelsen er ikke enig med Aarhus Kommune. De vurderer, at når afdelingslederen har 25 personer under sig, og centerchefen 75, så har de de samme ledelsesmæssige beføjelser som en kontorchef.
Samtidig mener Ankestyrelsen ikke, der er forskel på, om man er chef inde på rådhuset, eller ude på en beskæftigelsesafdeling et andet fysisk sted i kommunen - man er stadig lige højt placeret. Sidst men ikke mindst, vurderer Ankestyrelsen, at afdelingslederen og centerchefen får tilpas meget i løn til at kunne matche en kontorchef - og derfor skal kommunen altså nu lade sagen gå om.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.