dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Nu da sommerferien er forbi

KLUMME Bedste nyhed i sommer-statistikkerne er ungdomsledighed, der er fjerde laveste i EU og kun halvt så høj som EU's gennemsnitlige ungdomsledighed på 21,5 pct.

Sommeren er på mange måder en relativ rolig periode for statistikproduktionen. Denne sommer, med sit lidt ringe vejr, har ikke været nogen undtagelse.

Selv arbejdsløsheden har været ramt af sommerdovenskaben. Bruttoledigheden var uændret fra maj til juni. Dermed lå bruttoledigheden på 126.000 i juni, svarende til en ledighedsprocent på 4,7 pct. Bruttoledigheden har dermed været uændret for tredje måned i træk.

Skal der ledes efter ændringer i arbejdsløsheden, må man se blandt de lidt ældre på arbejdsmarkedet. Fra maj til juni steg ledighedsprocenten med 0,1 procentpoint for de 50-59-årige og med 0,2 procentpoint for de 60-64-årige.

Derimod kan der konstateres et lille fald på 0,1 procentpoint i ledighedsprocenten for de 16 til 24-årige.

Positive bygge-forventninger
Konjunkturerne i byggebranchen
ser ud til at være opadgående, om end udviklingen kommer fra et negativt leje. Den sammensatte konjunkturindikator for bygge og anlæg var minus 13 i juli mod minus 14 i juni. Begge indikatorens komponenter, beskæftigelsesforventninger og ordrebeholdning, er dermed steget.

Den sammensatte konjunkturindikator for industrien er derimod faldet til minus 11 i juli fra minus 8 i juni og minus 6 i maj. Trods faldet spores der stadig en stigende tendens siden december 2014.

Den sammensatte konjunkturindikator for serviceerhvervene er faldet svagt fra 8 i juni til 6 i juli. Det seneste års niveau har ligget ret konstant med små udsving, så denne udvikling kan med god ret vurderes til, at der stort set er uændrede positive forventninger i branchen.
Denne tendens følges op af, at den sammensatte konjunkturindikator for detailhandlen er på 10 i juli mod 7 i juni. I juli sidste år var tallet også 10.

Huspriserne stiger
En altid sikker økonomisk indikator er prisudviklingen på ejendomsmarkedet.

Og her er der godt nyt.

Fra april til maj steg priserne på både enfamiliehuse og ejerlejligheder. Enfamiliehuse steg 2,1 pct., og ejerlejligheder steg 0,7 pct. Sammenholdes gennemsnittet for perioden marts-maj med de foregående tre måneder december - februar, steg priserne med 5,1 pct. for enfamiliehuse, mens ejerlejligheder steg 6,0 pct.

Den helt store højdespringer er prisen på ejerlejligheder, men enfamiliehusene følger også godt med. Prisen på ejerlejligheder lå i perioden marts-maj 10,6 pct. højere end samme periode året før. Prisen på enfamiliehuse steg i samme periode med 7,0 pct.

Priser der ligger betydelig over den almindelige inflation, og som godt kan bekymre en og anden økonom om faren for en ny prisboble. Gennemsnitspriserne på ejendomme er så småt kravlet i vejret. I maj var den gennemsnitlige salgspris 2.118.000 kr. for enfamiliehuse og 1.972.000 kr. for ejerlejligheder.

Forholdsvis lav ungdomsledighed
Fra den danske ungdomsfront, er der også positive ting at berette.

I første kvartal 2015 var ledigheden i Danmark 10,7 pct. af arbejdsstyrken for de 15-24-årige. Den danske ungdomsledighed var dermed den fjerde laveste i EU, og dermed kun halvt så høj som EU's gennemsnitlige ungdomsledighed på 21,5 pct.

Tyskland havde med 7,3 pct. den laveste ungdomsledighed i EU, mens Grækenland - ikke overraskende - med 51,9 pct. havde den højeste ungdomsledighed.

Helt generelt kan man se, at ledigheden, med få undtagelser, er faldende i hele EU. Siden 1. kvartal 2014 er ledigheden for de 15-24-årige faldet i 25 EU-medlemslande. Den samlede ledighedsprocent for alle EU-medlemslande er faldet med 2,2 procentpoint, mens der for Danmarks vedkommende har været tale om et kraftigere fald på 3,3 procentpoint. Belgien har dog haft det kraftigste fald på 5,9 procentpoint.


Preben Etwil, chefkonsulent i Danmarks Statistik.
Udvalgt og kommenteret for 'egen regning'

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/nu-da-sommerferien-er-forbi

GDPR