dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Nu fire 109-årige - og 1.030 over 100 år

Alder, indvandring og betalingsbalance har præget tal på tværs

Danmarks folketal er i 2. kvartal 2015 oppe på 5.7 millioner personer. Det er en vækst på 39.000 personer eller 0,7 pct. i forhold til året før. Nettoindvandringen bidrager med langt størstedelen af tilvæksten, mens fødselsoverskuddet står for ca. 11 pct.

Vi er også ved at blive en nation af ældre. Dette begynder tydeligt at vise sig i statistikken. I juli måned 2015 var der 1.030 personer over 100 år. Det er 61 pct. flere end for ti år siden. Af de 90-99-årige er der i dag knap 42.000, hvilket er 23 pct. flere end for ti år siden, mens antallet af de 80-89-årige er steget med blot 6 pct. Samlet er der blevet 19.700 flere ældre over 80 år siden 2005. 1. juli 2015 var Danmarks tre ældste kvinder 109 år, den ældste mand var ligeledes 109 år.

Som bekendt bidrager nettoindvandringen (indvandring minus udvandring) betydeligt til væksten i den danske befolkning. I 2. kvartal var nettoindvandringen på ca. 10.200 personer. 19.500 personer indvandrede, og 9.300 personer udvandrede.

I det seneste år har syriske statsborgere tegnet sig for flest indvandringer med 9.400. Som den næststørste gruppe kom 5.200 rumænere. For alle andre lande end Syrien i top-ti ser antallet af indvandringer ud til at være stagneret. Den største stigning i antallet af indvandringer er sket blandt syriske statsborgere.

Tvangsauktioner
kan bringe enhver families økonomi i knæ. Heldigvis ser det ud til, at antallet af tvangsauktioner har stabiliseret sig. I juli blev der bekendtgjort 300 tvangsauktioner mod 302 måneden før, når der er korrigeret for normale sæsonudsving. I tre-månedersperioden maj-juli var der 871 tvangsauktioner mod 868 i perioden februar-april.

Det er enfamiliehuse og Syddanmark, der topper den kedelige statistik.

Lidt færre konkurser
Mere positive signaler ser man omkring konkurser. Der var i juli 259 konkurser mod 335 i juni, når der korrigeres for normale sæsonudsving. På tremånedersniveau er antallet af konkurser faldet fra 1.115 i perioden februar-april til 931 i maj-juli. Det er et fald på 17 pct.

Mens udviklingen generelt er god, er der et enkelt område, der i de senere år har været ramt af en markant stigning i antal konkurser. Det gælder for husdyravlerne, der har haft det økonomisk svært. Årsagen skyldes bl.a. at priserne på svin og mælk har været under et stærkt nedadgående pres siden det russiske importstop i august 2014.

I sidste uge fik vi at vide, at huspriserne var for stærkt opadgående. I denne uge får vi så at vide, at der har været et stort fald i det påbegyndte byggeri. Faldet dækker både det samlede påbegyndte byggeri opgjort i areal og det påbegyndte boligbyggeri i andet kvartal i forhold til kvartalet før. Det samlede etageareal for det påbegyndte byggeri havde et stort faldt på 21 pct., mens antallet af boliger faldt 7 pct., når der korrigeres for normale sæsonudsving. Såvel for det samlede byggeri som boligbyggeriet har der været et fald i påbegyndelser i alle hovedkategorier af bygninger bortset fra påbegyndte boliger i hovedkategorien Øvrige bygninger.

Enfamiliehuse holder for med et fald på 21 pct. i antallet af boliger. Nedgangen er alene sket inden for række-, kæde- og dobbelthuse, mens der er en lille fremgang at spore i påbegyndelsen af parcelhuse.

Dæmpet bilsalg
Der har været et dæmpet bilsalg i årets feriemåned. Der kom nemlig 1 pct. færre nye personbiler på gaden i juli end i juni, når der er korrigeret for normale sæsonudsving. Husholdningerne købte og leasede 4 pct. også færre nye biler (tilgang), mens erhvervene brugte ferien til at købe og lease 3 pct. flere biler.

Alligevel ligger salget noget højere end tidligere. I de seneste 12 måneder blev der i alt købt 196.200 nye personbiler i faktiske tal, og det er 4 pct. flere end i de foregående 12 måneder. Tilgangen til husholdningerne lå med 117.500 biler 2 pct. lavere end i den foregående periode. Tilgangen til erhvervene var 78.600 eller 17 pct. flere. Dieselbiler udgjorde i de seneste 12 måneder 31 pct. af tilgangen, og det er uændret sammenlignet med de foregående 12 måneder.

Et andet karakteristisk træk ved den danske bilpark er, at lidt over en tredjedel (34 pct.) af tilgangen af nye personbiler er leaset.

Inflationen i Danmark er stadig på et relativt lavt niveau, om end der er begyndende tegn på en vis stigning i den bagvedliggende udvikling.

Det samlede forbrugerprisindeks steg 0,7 pct. i juli i forhold til samme måned sidste år. Den underliggende inflationstakt, steg imidlertid 1,2 pct. i samme periode. Dermed befinder den underliggende inflationstakt sig på et relativt højt niveau set i forhold til det seneste år.

Årsstigningen i det samlede forbrugerprisindeks bliver holdt nede af prisudviklingen på bl.a. fjernvarme, fyringsolie, bøger samt restaurant- og cafebesøg, mens tøj og bankgebyrer isoleret set trækker årsstigningen lidt op.

Fald fra højt niveau
Betalingsbalanceoverskuddet
faldt i juni, men fra et i forvejen højt niveau. I juni var der et overskud på betalingsbalancens løbende poster på 8,3 mia. kr., hvilket dog er et fald på 4,7 mia. kr. i forhold til maj. Faldet kan især henføres til varesalget, der blev reduceret med 2,0 mia. kr. Endvidere bidrog et fald i overskuddet på tjenester på 1,5 mia. kr. og et fald i overskuddet på indkomst på 1,0 mia. kr. til nedgangen.

Faldet i overskuddet på betalingsbalancen skyldes især en stigning i udgifterne, og i mindre grad et fald i indtægterne. Udgifterne, dvs. import af varer og tjenester samt indkomst udbetalt til udlandet, steg med 3,4 mia. kr., mens indtægterne, dvs. eksport af varer og tjenester samt indkomst fra udlandet, faldt med 1,2 mia. kr.

Overskuddet på betalingsbalancen var på 64,8 mia. kr. for de første seks måneder af 2015. Det er stigning på ikke mindre end 12,4 mia. kr. i forhold til samme periode i 2014, hvilket især skyldes en stigning i overskuddet på varer på 13,2 mia. kr. som følge af betydelig fremgang i eksporten.

Industriel fremgang
Dansk industri oplevede i juni for en gangs skyld lidt fremgang. Industriproduktionen i juni var 3,4 pct. højere end i maj. Fremgangen i juni følger efter to måneders nedgang på 4,2 pct. i maj og 1,0 pct. i april. Set over hele 2. kvartal var produktionen 0,1 pct. højere end i 1. kvartal.

Fremgangen kan konstateres over en bred vifte af brancher. Største stigning var i elektronikindusterien, hvor produktionen steg 12 pct. Der var også markante stigninger i træ- og papirindustri, trykkerier med 10 pct. og i medicinalindustrien med 9 pct.

I disse år ses der en tydelig afkobling mellem produktion og energiforbrug, hvilket alt andet lige er godt for miljøet. Industriens energiforbrug falder nemlig fortsat. Fra 2012 til 2014 er energiforbruget faldet med 4,7 mio. GJ svarende til 5 pct. I forhold til 2005 er der tale om en nedgang på 22 pct. Selvom industriens produktion er steget med ca. 5 pct. siden 2009, fortsætter energiforbruget med at falde. Industriens energiforbrug toppede i 1996, men har siden været konstant faldende med en reduktion på 35 pct. frem til 2014.


Preben Etwil, Chefkonsulent i Danmarks Statistik.
Udvalgt og kommenteret for 'egen regning'

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/nu-fire-109-aarige-og-1-030-over-100-aar

GDPR