Alt for mange børn i udsatte positioner sakker bagud fra tidligt i livet, og det risikerer at påvirke dem langt ind i voksenlivet. Derfor starter Red Barnet nu indsatsen ’Småbørnsklubber’ med støtte fra Egmont Fonden og Lauritzen Fonden.
Livet kan tage en skæv drejning, inden det overhovedet er kommet rigtigt i gang. Sådan er virkeligheden for alt for mange små børn i familier, der lever udsat i Danmark. Børnene sakker bagud sprogligt, får sværere ved at begå sig socialt, og deres muligheder for fx at få en uddannelse og klare sig godt i livet forringes.
Red Barnet etablerer nu ti såkaldte småbørnsklubber, som skal ændre på det og sikre børnene en bedre start på livet. Klubberne drives af Red Barnets frivillige i samarbejde med fagpersoner i kommunerne, og formålet er at give forældrene redskaber til bedre at kunne støtte deres børns udvikling.
Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen, glæder sig over, at indsatsen ’Småbørnsklubber’ nu bliver en realitet takket være støtte fra Egmont Fonden og Lauritzen Fonden.
– De tidligste år i et barns liv er simpelthen afgørende for barnets udvikling og muligheder senere i livet. Derfor er jeg så glad for, at vi nu sammen med fonde og kommuner sætter en forebyggende indsats i gang. Alle børn fortjener lige muligheder for at udvikle sig. Småbørnsklubberne skal være et trygt fristed med leg, samvær og udvikling af en stærk tilknytning mellem børn og forældre. Vi skylder alle børn en god start på livet, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Småbørnsklubber
Kernen i indsatsen er småbørnsklubber, hvor små børn og deres familier ugentligt mødes med andre småbørnsfamilier, frivillige og fagpersoner som fx sundhedsplejersker, socialrådgivere og pædagoger. Familierne bliver en del af et styrkende fællesskab, hvor de får viden, motivation og inspiration til rollen som småbørnsforældre.
Guldborgsund Kommune bliver en af de første kommuner i landet, som er med til at rulle småbørnsklubberne ud. Kommunen er også med til at udvikle det koncept, som andre kommuner efterfølgende vil blive tilbudt.
– Vi er meget glade for partnerskabet med Red Barnet. Småbørnsklubberne er et godt og konkret eksempel på, hvordan vi sammen med andre aktører uden for den offentlige sektor kan arbejde sammen på tværs til gavn for børnene og deres familier. Samtidig er småbørnsklubberne helt i tråd med Guldborgsund Kommunes vedtagne mål om at arbejde forebyggende og helhedsorienteret. Ingen familier er ens, og det er vigtigt, at vi arbejder med forskellige muligheder og tilgange til støtte og hjælp. Vi ser derfor grupperne som et vigtigt supplement til de øvrige tilbud, vi har i kommunen, siger Simon Hansen (S), formand for Børn, Familie og Uddannelsesudvalget i Guldborgsund.
Egmont Fonden støtter Småbørnsklubber med 6,46 mio. kr. og Lauritzen Fonden med 1,5 mio. kr. Indsatsen kommer til at løbe frem til 2023. I den periode vil flere end 600 småbørn med deres familier deltage i småbørnsklubbernes indsatser.
MG
Fakta om Småbørnsklubber
- Småbørnsklubberne drives af Red Barnets frivillige, som bliver særligt uddannede til opgaven, i samarbejde med kommunale fagpersoner som fx sundhedsplejersker, socialrådgivere og pædagoger. Kommende fagpersoner fra Professionshøjskolen Absalon deltager også.
- Den primære målgruppe er børn fra 0-6 år i familier i udsatte positioner, og de henvises til klubberne af fagprofessionelle. Forældrene er også i fokus, da de er afgørende for at kunne understøtte børnenes trivsel og udvikling.
- Hver klub består af otte småbørn, deres forældre og eventuelle søskende, og de mødes ugentligt med frivillige og fagpersoner og laver hverdagsaktiviteter, der er centreret om leg, samvær og spisning. Mødestedet kan fx være en daginstitution eller et beboerlokale.
- Forløbet i klubberne skal øge børnenes muligheder for udvikling, trivsel og læring. Det sker ved at støtte forældrene i deres rolle som forældre, give dem flere redskaber til at udvikle en god tilknytning til deres børn og gøre dem bedre til at stimulere børnene socialt og motorisk.
- I første omgang starter 10 klubber op i tre partnerskabskommuner.
- Professionshøjskolen Absalon er en del af indsatsen og opsamler løbende viden og omsætter den ind i relevante uddannelsesforløb. Derudover rekrutterer professionshøjskolen studerende, og deres deltagelse som frivillig kobles til uddannelsens læringsmål.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.