Antallet af sager, hvor myndighederne forsøger at bortadoptere et barn mod forældrenes vilje, er stigende, skriver Politiken. Det sker, efter at nye regler har gjort det lettere at slette familiebåndet mellem samfundets mest udsatte forældre og deres børn.
I løbet af seks år fra 2009 til 2015 blev 13 børn bortadopteret uden forældrenes samtykke. Siden reglerne blev ændret i oktober 2015, er der rejst 17 sager om tvungen bortadoption, viser nye tal fra Ankestyrelsen og Statsforvaltningen ifølge Politiken.
Mens det før skulle 'bevises', at forældrene aldrig ville kunne tage sig af barnet, skal det nu 'sandsynliggøres', at forældrene aldrig vil opnå evnen til at være forældre. Det var den daværende SR-regering, der sammen med de nuværende regeringspartier Venstre, Liberal Alliance og de Konservative, ændrede reglerne i oktober 2015.
Ændringen delte vandene både på Christiansborg og blandt organisationer. Halvandet år efter er kritikken ikke forstummet.
Socialpædagogernes formand, Benny Andersen mener, at 'der er for meget trosbekendelse og politisk ideologi over de nye regler'. Socialrådgiverne, Red Barnet, Børnerådet og Børns Vilkår støttede i 2015 de nye regler, og hos sidstnævnte glæder seniorkonsulent Bente Boserup sig over, at myndighederne nu forsøger at bortadoptere flere børn.
- Vi hører tit fra børn, der er i pleje, at de ikke føler, de har et sted, hvor de hører til, og er usikre på, om de skal væk. Det betyder meget for adoptivbørn, at de er hos nogen, som har valgt at have dem, og som ikke får penge for at have dem, siger hun.
I 5 af de 17 sager har Ankestyrelsen ikke ment, at der var grundlag for tvungen bortadoption. Flere af de resterende sager er stadig under behandling i Statsforvaltningen, mens Statsforvaltningens afgørelse i andre sager er indbragt for domstolene.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.