dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Nyt videncenter skal hjælpe elever med langvarigt skolefravær

25.000 elever havde i skoleåret 2023-2024 flere end 40 fraværsdage. Forældreformand kalder indsats tiltrængt.
23. OKT 2025 15.26

Et stigende antal børn og unge slås med trivselsproblemer, der udmønter sig i langvarigt skolefravær.

Det er baggrunden for, at der nu skal laves et nationalt videnscenter for ufrivilligt skolefravær.

Centret er en del af finanslovsaftalen mellem regeringen og Det Konservative, der blev præsenteret torsdag.

Aftalen afsætter 120 millioner kroner over fire år til indsatsen for at få flere børn tilbage i skole og forældre tilbage i arbejde.

- Skolen er et af børns vigtigste fællesskab, og derfor kan det have store konsekvenser, når et barn eller en ung trækker sig fra skolen. Desværre ser vi, at et stigende antal børn har langvarigt fravær. Det er trist, siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) i en pressemeddelelse.

25.000 elever

Tal fra ministeriet viser, at cirka 25.000 elever i skoleåret 2023-2024 var fraværende 40 skoledage eller mere.

Det giver ikke bare udfordringer for de børn, der går glip af skolegang. Det rammer også mange forældre, der må tage fri fra arbejdet og blive hjemme.

Hos Danmarks Lærerforening er formand Gordon Ørskov Madsen dog ikke imponeret over regeringens ambitionsniveau på området.

- Langvarig, ufrivillig skolevægring er et massivt og meget komplekst problem, der hænger tæt sammen med folkeskolens andre udfordringer. Vi kan ikke lappeløse skolernes ganske omfattende problemer med 30 millioner kroner om året, siger han i en kommentar.

Tiltrængt

Hos forældreorganisationen Skole og Forældre kalder formand Regitze Spenner Ishøy en indsats på området for "virkelig tiltrængt".

- Vi har brug for indsatser, der kan forebygge, som for eksempel færre børn i klasserne og skift i børnenes liv samt hurtigere støtte og mere stabilitet og tryghed med kendte voksne.

- En tovholderfunktion, der sikrer, at forældrene får hjælp, når de står i det, er også afgørende for os, og det vil vi kæmpe for, siger Regitze Spenner Ishøy i en pressemeddelelse.

Regeringen præsenterede i starten af oktober første del af en handlingsplan på området.

Initiativerne går blandt andet på nye forpligtelser for skoledere, når elever er fraværende, og tidligere kontakt til forældre ved fravær.

Anden del af handlingsplanen kommer i foråret 2026. Planen er, at børne- og undervisningsministeren vil indkalde folkeskolens forligskreds til forhandlinger på baggrund af anbefalingerne.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/nyt-videncenter-skal-hjaelpe-elever-med-langvarigt-skolefravaer

GDPR