
ODENSE: Det kan godt være, at ministeren siger, de skal. Men de vil ikke. Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) har nemlig forsøgt at få Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) og beskæftigelsesrådmand Brian Dybro (SF) til at stille op på hans kontor til en såkaldt kammeratlig samtale. Men indtil videre har de to Odense-politikere takket pænt nej.
Men den afvisning skal de ikke få lov at slippe så let med, lyder det nu fra beskæftigelsesministeren over for Fyens.dk:
- Det er ikke for sjov, jeg skrev og bad dem stille til et møde, siger han.
Og nu ser det ud til, at de to politikere alligevel kommer forbi og står lidt skoleret.
En mundtlig redegørelse
Sagen begyndte allerede i august 2017, da ministeren skrev til kommunerne Odense, Horsens, Holbæk, Helsingør og Guldborgsund, fordi kommunerne ifølge ministeren simpelthen ikke overholdt de regler, der var udstukket for, hvordan kommunerne skal hjælpe kontanthjælpsmodtagere med at komme i job.
For eksempel var det langt de færreste ledige, der fik tilbudt en mentor, selvom dette var lovkrav. De fem kommuner var ganske enkelt de, der ifølge ministeriet var de dårligste til at få ledige i job.
Derefter sendte kommunerne redegørelser til ministeren. Men det var altså langt fra nok. Og senere er en række kommuner – heriblandt Odense – blevet bedt om at stille op til skideballe. For far er både vred og skuffet, lader han forstå i et brev, kommunen modtog i slutningen af september:
'Jeg har stort fokus på, at borgerne får den indsats, de har krav på, og derfor vil jeg bede om, at I på et snarligt møde med mig redegør for, hvordan I vil håndtere de konstaterede fejl,' skriver ministeren blandt andet i brevet.
Pennevenner
Men den invitation havde altså hverken borgmester eller ansvarlig rådmand tænkt sig at tage imod. De takkede nej. Ministeren blev sur, og nu lader det til, at rådmanden og borgmesteren alligevel dukker op hos ministeren, men ikke på de vilkår, som ministeren vil have:
- Vi kan jo ikke blive ved med at skrive til hinanden om, at den ene vil have et møde, og den anden ikke vil. Det er jo ren børnehave, og det må stoppe. Men vi vil ikke mødes før i januar, hvor vi er længere med handleplanen og der er noget nyt at fortælle, siger rådmand Brian Dybro til Fyens.dk
Ministeren oplyser, at han ikke før har oplevet, at en borgmester og rådmand på den måde har afslået at komme til møde i ministeriet. Han er derudover noget skuffet over, at Brian Dybro mener, at mødet først bliver i januar:
- De tror åbenbart stadig, det er for sjov, at jeg har skrevet til dem. Vi taler om et møde, der skal holdes i begyndelsen af november. Vi skal ikke ind i det nye år, for jeg vil ikke vente to eller tre måneder på at få at vide, hvad der bliver taget af initiativer. Derfor forventer jeg, de stiller op til møde i november hos mig, siger ministeren til Fyens.dk.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.