dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

Opsigelser og stress hos sygeplejen:
Oprør i Egedal over selvstyrende teams

Sygeplejen i Egedal kritiserer beslutning om permanente selvstyrende teams. Sundhedschef forsvarer beslutningen.

EGEDAL: Sygepleje-gruppen hos Egedal Sundhedscenter er i oprør over kommunens beslutning om at gøre et forsøg med selvstyrende teams permanent. Det har blandt andet medført opsigelser og sygemeldinger med stress. Nu har sygepleje-gruppen sendt brev til borgmesteren og centerledelsen, skriver sn.dk.

Oktober sidste år kunne sygeplejersker hos Egedal Sundhedscenter frivilligt melde sig til et forsøg med selvstyrende teams i samarbejde med hjemmeplejen i Ølstykke og Smørum. Når forsøget d. 1. april 2024 bliver gjort permanent skal sygeplejerskerne sendes ud i fire teams i Stenløse, Egedal, Ølstykke og Smørum.

Det betyder, at cirka 45 sygeplejersker ikke længere skal møde ind på Egedal Sundhedscenter, men ude i de fire selvstyrende teams. Det har medført oprør og stor kritik fra sygeplejerskerne. 

Kritikken lyder blandt andet på, at fagligheden forringes, da sygeplejerskerne ikke længere ville kunne sparre med hinanden på samme måde. En sygeplejerske, der efter udsigten til de selvstyrende teams, har sagt op, fortæller til sn.dk, at siden sommer har der været syv opsigelser, og at nogle medarbejdere er blevet sygemeldt med stress på grund af arbejdsmiljøet i de nye teams.

Sygepleje-gruppen har nu sendt et brev til centerledelsen og borgmester Vicky Holst Rasmussen (S) om deres utilfredshed om beslutningen.

I brevet står der blandt andet, at der er mange møder i de nye teams, som tager tiden fra deres kerneopgaver, hvor vikarer derfor er nødt til at overtage. Der er desuden sket en reduktion på fire-seks daglige besøg hos borgerne efter projektets opstart.

Sundhedschef forsvarer beslutningen

For Tina Wills, chef for sundhed og omsorg, er det ikke overraskende, at sygepleje-gruppen kritiserer omlægningen til de fire selvstyrende teams, fortæller hun sn.dk.

- Vi er helt opmærksomme på, at nogle af vores sygeplejersker har været uenige i afprøvningen af faste selvstyrende teams. Derfor har vi også tilpasset det oprindelige udgangspunkt betydeligt på baggrund af input og involvering af sygeplejerskerne, siger hun til mediet.

Ifølge Tina Wills er de fire selvstyrende teams for borgernes skyld, og hun forsvarer kommunens beslutning og påpeger, at sygeplejerskene spiller en nøglerolle i de nye teams.

- Formålet med at indføre tværfaglige teams er at sikre bedre pleje og behandling for borgerne. Deres faglighed er helt central, og derfor er det vigtigt, at de sidder tæt på deres kolleger, som er social- og sundhedsassistenter- og hjælpere, som har stor og vigtig viden om borgerne, siger hun til sn.dk.

apo

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.