
Kommunerne kan blive bedre til at inddrage familie og netværk i sager om børn og unge. Det mener den forhenværende social-, børne- og integrationsminister Annette Vilhelmsen (SF).
I et svar til Karina Adsbøl, medlem af Folketingets Socialudvalg for Dansk Folkeparti, har Annette Vilhelmsen som minister pointeret, at kommunerne forsat skal udvikle deres arbejde med at inddrage familie og andet netværk i børne- og unge-sager.
Det sker, efter Karina Adsbøl havde spurgt ministeren, om hun ville indføre obligatoriske metoder i kommunerne til at få familie, venner og netværk involveret i sagsbehandlingen.
Ingen grund til obligatoriske metoder
Annette Vilhelmsen ser dog ingen grund til indføre obligatoriske metoder til at inddrage netværk i børne- og unge-sager. Det skyldes, at loven allerede forpligter kommunerne til en bred inddragelse.
- Servicelovens bestemmelser forpligter ikke kommunalbestyrelsen til at anvende en bestemt metode, men det er min opfattelse, at servicelovens bestemmelser i tilstrækkelig grad forpligter kommunerne til at inddrage børn, unge og forældre i den konkrete sag til at afdække familieforhold, venskaber og andre relevante forhold, skriver Annette Vilhelmsen.
Når den tidligere minister ikke mener, at der er grund til at indføre faste metoder til at inddrage pårørende m.fl., skyldes det, at barnet eller den unge i nogle tilfælde har et så spinkelt netværk eller ressourcesvag familie, at det i praksis ikke vil være muligt.
Socialstyrelsen har øje på netværks-inddragelse
Ifølge en undersøgelse fra Ankestyrelsen fra 2013 erkender flere kommuner dog, at de på nogle områder kan blive bedre til at undersøge ressourcerne hos barnets eller den unges familie og andre pårørende.
Derfor er Socialstyrelsen ifølge Annette Vilhelmsens brev også i færd med at understøtte kvaliteten af netværks-inddragelse i børne- og unge-sager i kommunerne.
Det sker blandt andet ved hjælp af Task Force-behandlingen omkring udsatte børn foruden kurser til socialrådgivere for at udvikle metoder til at inddrage netværket omkring børn og unge i socialsager.
Desuden kan kommunerne finde inspiration til netværks-inddragelse på www.inddrag.nu.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.