
44 pct. af pårørende til brugere af den kommunale ældrepleje synes, at den offentlige hjælp til ældre er så utilstrækkelig, at de føler sig nødsaget til at hjælpe, for at sikre den ældre borger et ordentligt liv, viser en ny undersøgelse fra Ældre Sagen. Næsten lige så mange (41 pct.) er dog uenige, og over dobbelt så mange finder det 'naturligt' (95 pct.) og 'en glæde' (89 pct.) at hjælpe
Undersøgelsen er lavet af Voxmeter for Ældre Sagen, der fortæller, at den er repræsentativ og baseret på interviews af 2.010 borgere over 18 år. Ældre Sagen hæfter sig ved de 44 pct. og kalder det et problem, at den kommunale ældrepleje ikke formår at levere et tilfredsstillende serviceniveau, mener seniorkonsulent ved Ældre Sagen Marie Lilja Jensen:
- Det skal være individuelt, om man kan og vil hjælpe. Det må aldrig blive noget, som man fra det offentliges side føler sig tvunget til. Der skal være en værdig ældrepleje, der sørger for, at der er nok hjælp til dem, der har brug for det.
Undersøgelsen viser, at 52 pct. hjælper en til to gange om ugen, mens 11 pct. hjælper hver dag.
Det er ofte praktiske opgaver som transport til og fra læge eller sociale arrangementer, indkøb og rengøring som de pårørende hjælper til med.
Marie Lilja Jensen frygter, at presset på de pårørende bliver større fremover, hvor andelen af ældre stiger. Derfor skal der gribes ind nu, fordi mange pårørende allerede påvirkes fysisk og psykisk som følge af hjælpen.
- Det kan blive meget omfattende at hjælpe, fordi de ældre typisk bliver mere og mere syge. Det kan gribe ind i de pårørendes hverdagsliv, så de føler sig presset, og vi ser faktisk, at nogle vælger at gå ned i tid på arbejdet eller melder sig syge som følge af det, siger hun.
Det er vurderet, at omkring 750.000 borgere hjælper en eller flere ældre.
Undersøgelsen fra Ældre Sagen er lavet i forbindelse med en konference i Nyborg mandag, hvor temaet er 'Hvordan hjælper vi dem, der hjælper'.
Ritzau / mk
Fakta
- 44 pct. føler sig nødsaget til at give en hånd med til især praktiske gøremål.
- 41 pct. af de pårørende er uenige.
- 95 pct. føler, at det er naturligt at hjælpe.
- 89 pct. synes, at det er en glæde at hjælpe.
- 21 pct. føler, at de står overvejende alene med ansvaret for den ældre.
- 35 pct. føler, at de må tilsidesætte sig selv og egne behov for at hjælpe den ældre.
- 26 pct. har skyldfølelse og dårlig samvittighed i forbindelse med en ældre, der har brug for hjælp.
- 72 pct. af dem, der hjælper, er i familie med den ældre. Resten er enten venner, naboer, frivillige eller har andre relationer.
- 46 pct. har indtil nu hjulpet den ældre i over fem år, heraf har de 27 pct. har hjulpet i otte år eller mere.
- 73 pct. af de pårørende giver hjælp til ældre, der bor i eget hjem. 12 pct. hjælper ældre på plejehjem, 11 pct. i plejebolig, mens 4 pct. har andre boligforhold.
- 65 pct. af de pårørende synes, at det ville være en god idé at indføre en familieomsorgsdag kaldet 'bedstes første sygedag', hvor at man kan holde fri med løn for at ledsage den ældre til lægebesøg, hospitalsundersøgelser eller lignende.
Kilde: Ældre Sagen
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.