dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Pensionister æder bunker ved domstolene

Tilkaldeordning: Pensionerede dommere tilkaldes, når sagsbunkerne bliver for store ved retterne. Genial ordning, mener arbejdsmarkedsforsker
13. JUL 2015 7.34

Håret er gråt, og hænderne har fået et par pletter hist og her, men de kan stadig sagtens løfte en hammer og afsige en dom.

Siden juli sidste år har pensionerede dommere kunnet vende tilbage til retssalene som vikarer i en særlig tilkaldeordning, som domstole over hele landet har benyttet sig af. En af dem er Retten i Roskilde, hvor retspræsident Jørgen Lougart er begejstret for det erfarne vikarkorps.

- Det er en rigtig god ordning, fordi den giver en fleksibilitet, når en ansat pludselig bliver syg eller finder et andet job. Der er det guld værd at kunne ringe til en i tilkaldeordningen for at få dækket to dage i næste uge, siger han.

Retten i Roskilde har blandt andet i indeværende år brugt ordningen til at erstatte en ansat i skifteretten, der var langtidssygemeldt.

- Der fik vi en retsassessor til at træde til i nogle måneder, mens personen kom til hægterne igen, siger Lougart og understreger, at også borgerne får glæde af, at en erfaren dommer kan træde til med kort varsel. Borgerne slipper jo for længere ventetid i sagsbehandlingen, når vi kan kalde en rutineret reserve ind i en tilspidset situation, siger han.

Ikke klar til at stoppe
Lis Hævdholm er 70 år og lod sig sidste sommer pensionere fra sin stilling som dommer efter knap 45 år i retsvæsnet. Hun følte sig dog slet ikke klar til at stoppe, og tog derfor gladeligt i mod tilbuddet om at fortsætte via tilkaldeordningen.

- Jeg har arbejdet 40-50 timer om ugen i årevis og ville slet ikke vide, hvad jeg skulle gøre med de uanede mængder af tid, hvis jeg pludselig bare gik over til nul timer, siger hun.

Lis Hævdholm arbejder derfor to gange om ugen ved Retten i Holbæk og har også vikarieret ved Retten i Næstved.

- Det holder mig i gang, og jeg føler stadig, at jeg kan bidrage med meget. Så jeg vil arbejde så længe, der er nogle, der kan bruge mig, siger hun.

Store årgange
På Aalborg Universitet er arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen vild med tilkaldeordningen og så gerne, at lignende vikarordninger blev udbredt til andre sektorer.

- Det er en ret genial måde at indrette arbejdsmarkedet på, for det er jo en win-win-situation, der både tilfredsstiller dem, der er gået, og dem der er tilbage, siger han.

- Der er jo meget ekspertise og erfaring, der forsvinder ud nu med de store årgange fra 1940'erne, og mange af dem er friske nok og kan sagtens bidrage, hvis arbejdstiden er mere fleksibel end en fuldtidsstilling, siger Flemming Ibsen.

Ikke for pengene
Det ser man blandt andet i vikarbureauet SETA, der har specialiseret sig i at etablere kontakt mellem seniorvikarer og virksomheder. Her oplever medejer Robin Kofod Eggli, at den alderstegne arbejdskraft er i høj kurs.

- Det, vi hører fra virksomhederne, er, at seniorernes fleksibilitet er vigtig, og at det vejer tungt, at de selv aktivt tilvælger at arbejde, siger han.

Ifølge Robin Kofod Eggli er det de færreste seniorer, der søger vikararbejde for pengenes skyld, og det er et plus for virksomhederne.

- Det viser, at de ofte brænder mere for det, end andre vikarer, der måske hellere ville have et fuldtidsjob eller tager jobbet af nød, siger han.

Ritzau

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/pensionister-aeder-bunker-ved-domstolene

GDPR