En plejefamiliekonsulent blev som den eneste af fire konsulenter i kommunens afdeling ikke tillagt et engangstillæg på 5.000 kr. i forbindelse med lønforhandlingen i 2018.
Begrundelsen herfor var, at hun som følge af sin barsel og delvise sygemelding ikke var indgået i arbejdet det meste af året, men den begrundelse duer ikke, fastslår Ligestillingsnævnet, som pålægger kommunen at godtgøre klageren med 1.000 kr.
De øvrige tre plejefamiliekonsulenter blev alle givet et engangstillæg, fordi de som følge af manglende barselsvikar under klagers orlov havde ydet en ekstraordinær indsats i afdelingen.
Nævnet vurderede, at klageren havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at der var sket forskelsbehandling på grund af hendes barsel. Indklagede havde ikke løftet bevisbyrden for, at klagers barselsorlov ikke var indgået i beslutningen om ikke at tildele hende et engangstillæg.
I 2018 var klager på barselsorlov indtil ultimo juli, hvor hun vendte tilbage efter endt orlov. I midten af november 2018 gik hun på ny på barselsorlov. I den mellemliggende periode var hun delvist sygemeldt.
I november 2018 var der lønforhandling, hvor chefen for familieafdelingen, tillidsrepræsentanten og en faglig konsulent fra klagers fagforbund deltog. Lønforhandlingen omfattede i alt ni medarbejdere, som var organiseret hos klagers fagforbund.
Direkte forskelsbehandling under kvinders 14 ugers fravær
Klagerens fagforbund stillede sig tvivlende over for afgørelsen og fastholdt kravet om et engangstillæg til klager over for indklagede i en mail af 27. november 2018. Forbundet anførte, at det ville være i strid med ligebehandlingsloven at undlade at tildele klager et engangstillæg.
Forhandlingen førte ikke til noget resultat, og i marts valgte forbundet og klager at bringe tvisten for Ligestillingsnævnet.
I sin afgørelse lægger nævnet vægt på, at der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Enhver form for dårligere behandling af en kvinde i forbindelse med graviditet og under kvinders 14 ugers fravær efter fødslen betragtes som direkte forskelsbehandling.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.