Ligebehandlingsnævnet har givet en plejehjemsassistent medhold i en klage om uberettiget fyring og tildelt ham en erstatning på 450.000 kr. fra kommunen, hvor han var ansat indtil sidste år.
Plejehjemsassistenten, der havde været ramt af to blodpropper i hjernen, overgik til fleksjob på samme plejehjem, hvor han havde været ansat som almindelig ansat. Jobindholdet var ifølge bevillingen oprettelse af løn, afmeldinger, lønstyringsansvarlig, vagtplanansvarlig og it-administrator. Klager skulle desuden hjælpe til i dagcentret, tage imod gæster og tilse husbiler.
Flere år senere blev plejehjemsassistenten afskediget i forbindelse med en budgettilpasning, hvor fem medarbejdere blev afskediget. Ved den individuelle vurdering af plejehjemsassistenten indgik ifølge kommunen blandt andet plejehjemsassistentens arbejde, arbejdskapacitet, omstillingsevne og evne til at overskue opgaver.
Borddækning og bankoopråb
På tidspunktet for iværksættelsen af budgettilpasningen i starten af 2016 havde klagers arbejdsopgaver længe bestået i alene at sørge for at dække bord og gøre klar til morgenmad samt skabe hygge omkring måltiderne, udvise omsorg ved at hyggesnakke og gå korte ture med beboerne, tage imod gæster, være opråber til banko, tanke og vaske plejehjemmets to busser samt køre bussen om morgenen.
Plejehjemsassistenten sandsynliggjorde, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af sit handicap. Kommunen havde således løbende foretaget tilpasninger af plejehjemsassistentens arbejdsopgaver, og i de første par år efter overgangen til fleksjob havde begge parter givet udtryk for tilfredshed med ordningen.
Kommunen havde herefter ikke givet udtryk for utilfredshed med plejehjemsassistentens arbejde. Der var endvidere ikke dokumentation for, at kommunen var nødt til at foretage yderligere tilpasninger. Kommunen havde derfor ikke dokumenteret, at plejehjemsassistenten på opsigelsestidspunktet ikke var kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i sin stilling.
Plejehjemsassistenten fik derfor medhold i klagen. Han blev tilkendt en godtgørelse svarende til cirka 12 måneders løn, 450.000 kr.
Læs hele afgørelsen her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.