Der tegner sig et flertal i Folketinget for at afskaffe en regel om, at en teenager, der er anbragt uden for hjemmet, skal bruge en del af sin løn for et fritidsjob som egenbetaling for anbringelsen. Det skriver dagbladet Information.
- Et fritidsjob er en helt almindelig del af mange unges liv, så det er ikke rimeligt, at anbragte unge skal miste en del af deres indtægt herfra, bare fordi de er anbragt, siger Dansk Folkepartis socialordfører Karin Nødgaard til avisen.
Ifølge Information fremsætter Dansk Folkeparti onsdag et beslutningsforslag for at få reglen fjernet. Både Socialdemokratiet, Enhedslisten og SF støtter beslutningsforslaget, som dermed har et flertal bag sig.
Også Venstre er positiv over for forslaget, men vil afvente en undersøgelse fra Ankestyrelsen, der vil se på sagen i efteråret.
- Jeg tror ikke, at det er det store problem. Men det er fornuftigt at kende svaret på de økonomiske konsekvenser, før vi går videre med det, siger Venstres socialordfører Carl Holst.
I serviceloven står der, at 'et barn eller en ung, der har ophold i et anbringelsessted for børn og unge, har pligt til at bidrage til udgifterne ved opholdet efter kommunens afgørelse'. Den unge har dog lov til at beholde så meget af sin indkomst, at det svarer til det beløb, som anbragte børn og unge får i lommepenge.
Det er op til den enkelte kommune at beslutte, om den vil opkræve den anbragtes løn, og det vides ikke, hvor mange kommuner der benytter sig af denne del af lovgivningen.
Et forskningsprojekt om fritidsjob til unge hos TrygFondens Børneforskningscenter viser, at danske teenagere, der arbejder efter skoletid, både har mindre fravær i skolen, får bedre karakterer og begår mindre kriminalitet.
Information har forsøgt at få en kommentar fra børne- og socialminister Mai Mercado (K), men hun har ikke ønsket at udtale sig, før beslutningsforslaget behandles i Folketinget.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.