dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat

Pressenævnet kritiserer radiostation for lydoptagelse fra Langeland

24syv bragte telefonsamtale mellem kommunal medarbejder og mor, hvis barn var tvangsfjernet, uden at få lov. Kommunen får medhold i to af flere klagepunkter.
6. JUN 2023 11.25

LANGELAND: Det var ikke i orden, at Radio 24syv i en udsendelse om tvangsfjernelser på Langeland bragte en usløret lydoptagelse af en telefonsamtale mellem en ledende medarbejder i kommunen og en mor, der havde fået sine to børn tvangsfjernet.

Det mener Pressenævnet, som derfor udtaler kritik af radiostationen, efter at Langeland Kommune havde klaget over den. 

Kommunen argumenterede med, at selv om medarbejderens navn ikke blev nævnt, var det nemt at genkende hendes stemme for borgere med en sag i familieafdelingen. Medarbejderen har været udsat for både trusler og chikane på sociale medier. 

Klar offentlig interesse

Ifølge de vejledende regler for god presseskik bør medier kun bringe skjulte optagelser, hvis de medvirkende har givet samtykke, eller hvis den samfundsmæssige interesse klart overstiger den enkeltes krav på beskyttelse, og det er umuligt eller meget vanskeligt at skaffe dokumentation på anden måde.

I sagen fra Langeland vurderer Pressenævnet, at det har klar samfundsmæssig interesse at belyse kommuners sagsbehandling i anbringelsessager, og at lydoptagelsen bidrog til at belyse forhold af klar offentlig interesse. Men 24syv kunne have sløret medarbejderens stemme eller oplæst samtalen, så det var mindre indgribende over for medarbejderen, mener nævnet.

Derimod er nævnet ikke enig med kommunen i, at det var forkert af radiostationen at bringe en lydoptagelse med borgmester Tonni Hansen (SF), hvor journalisten fra starten oplyste, at hun stod i et studie og var i gang med at optage til en radioudsendelse. 

"Det er Pressenævnets opfattelse, at en lydoptager i dag må anses for at være et almindeligt journalistisk arbejdsredskab, og at en person, som taler med en journalist, må være forberedt på, at samtalen optages. Det er ligeledes nævnets opfattelse, at offentlige myndigheder, herunder kommunale forvaltningsmyndigheder, i højere grad end privatpersoner må acceptere at være genstand for medieomtale," skriver nævnet.

Ukorrekt information om fyring

Langeland Kommune havde også klaget over, at 24syv flere gange oplyste, at en medarbejder var blevet fyret. Der var ikke tale om en fyring, men en gensidig fratrædelsesaftale, sagde kommunen.

24syv anførte, at man havde fået at vide af kilder, at der reelt var tale om en fyring. Men Pressenævnet giver kommunen medhold i, at det ikke var nok til at kalde det en fyring, og udtaler også kritik i denne del af sagen.

Fiktive diagnoser og ulovlige rettelser

Derimod får kommunen ikke medhold i, at 24syv kom med udokumenterede beskyldninger mod kommunen og dens ansatte om, at "der er lavet fiktive diagnoser og ulovlige rettelser i sagen af medarbejdere". 

Radiostationen mener at have fremlagt særdeles omfattende dokumentation, der viser, at formuleringerne er rigtige.

Pressenævnet bemærker, at stationens udsendelser blandt andet har ført til samråd med ministeren, at kommunen har lovet at berigtige tre diagnoser i en sag, og at Ankestyrelsen har fundet omfattende sagsbehandlingsfejl og kritiseret kommunen. Derfor finder nævnet efter en samlet vurdering, at 24syv ikke kan kritiseres for formuleringen.

Hele kendelsen kan læses her.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.