dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi
Den prisvindende professor og politolog ved Harvard University, Robert D. Putnam, mener, at danske politikere skal stoppe med at frygte ghettoiseringer. Foto: Polfoto.

Prisbelønnet professor: Ingen grund til at frygte ghettoer

Danske politikere frygter ghetto-dannelser uden grund, siger den amerikanske professor, Robert D. Putnam, under et besøg i Aarhus
23. MAJ 2014 15.56

- Uanset hvor i verden, man betragter indvandring, går ét træk igen; nemlig at etniske grupper samler sig i fællesskaber. Det er der intet underligt i. Og heller ikke nødvendigvis noget farligt i.

Ordene kommer fra den prisvindende, amerikanske professor og politolog ved Harvard University, Robert D. Putnam, der for tiden gæster Aarhus Universitet til en række seminarer om foreningslivet i Danmark og betydningen af tillid og frivilligt arbejde.

Den 73-årige Robert Putnam har i en menneskealder studeret den sociale udvikling i USA og er især kendt for bogen 'Bowling Alone', hvori han konkluderer, at den amerikanske drøm har skabt stor ulighed i USA, fordi den fremmer den enkelte borger og tilsidesætter fællesskabet. Bogen baserer sig især på begrebet 'social kapital', der er opfundet af professoren selv, og som konkluderer, at kontakt og fællesskab mellem mennesker skaber værdi for det enkelte menneske og fremmer den sociale lighed i samfundet.

Ghettoer hindrer ikke integration
Med teorien i baghånden ser Robert D. Putnam bekymrende på den danske social- og indvandrerdebat, herunder kommuners forsøg på at undgå ghetto-områder, bl.a. ved at skabe boligområder med blandede befolkningsgrupper og med forskellige etniske baggrunde. Ghettoer hindrer nemlig ikke, at beboerne bliver integreret i det danske samfund, mener han.

- Den politiske linje i Danmark er at forsøge at undgå etniske enklaver og i stedet sprede indvandrere rundt i landet. Men det er i kontrast til al indvandringshistorie. Indvandring ødelægger i sig selv den sociale kapital, når vi rejser fra vores familie og venner, så det første, vi gør, når vi kommer til et nyt sted, er, at finde nogen lige som os selv for at føle os trygge, siger han og henviser til indvandringen i USA, der gennem århundrede har rummet mange forskellige nationaliteter og etniciteter.

Ifølge Putnam er indvandringen i USA - trods racisme og store, politiske kampe, understreger han - i det store billede lykkedes, fordi indvandrerne har fået lov til at opholde sig i minoritetsgrupper og falde til herudfra.
- Selv om jeg ikke kan lide McDonald's mad, ville jeg som tilflytter til København som det første gå til en McDonald's i håb om at finde en amerikaner, jeg har noget til fælles med. Men det hindrer ikke, at jeg involverer mig i det nye samfund. Tværtimod. Det giver mig en mulighed for at opretholde min sociale kapital ud fra den, jeg er, og derigennem opbygge relationer ud i det nye samfund, siger Putnam til dknyt.

Fællesskaber frem for integration
Under besøget i Aarhus deltager Robert D. Putnam blandt andet i et seminar med Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) om byens sammenhængskraft, demokrati og udvikling, hvor indvandring også er et tema.

Ifølge den amerikanske professor vil de største byer i Danmark, bl.a. Aarhus, om ti år have endnu højere grad af indvandring, end det er tilfældet i dag.
Men hvis flere indvandrere skal være en aktiv del i det danske samfund til den tid, skal politikerne rette fokusset væk fra integration som værende assimilation - hvor en befolkningsgruppe kulturelt tilpasser og opgiver deres moderkultur og -religion til fordel det, der er 'dansk'.

I stedet er den bedste vej frem at omfavne forskellige etniske grupper ved for eksempel at starte foreninger i ghettoområder og tiltrække medarbejdere til arbejdspladser fra de forskellige, etniske minoriteter. Det er fællesskabet, der er succesen bag vellykket integration, mener Robert D. Putnam.

- Hele assimilations-tankegangen bliver brugt forkert i den danske debat. I stedet for at tale om, at 'de' skal være lige som 'os' (danskere, red.), bør man nærmere tænke på, hvad de forskellige befolkningsgrupper kan give hinanden, siger  han til dknyt.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/prisbeloennet-professor-ingen-grund-til-at-frygte-ghettoer

GDPR