Omkring 5.000 førtidspensionister skal have genåbnet deres sag for at vurdere, om de har fået tilkendt førtidspensionen retmæssigt. Det drejer sig specifikt om indvandrere fra ikkevestlige lande, der er bosat i et udsat alment boligområde.
Det aftaler regeringen med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative i en aftale onsdag.
Aftalen skal sikre tillid til førtidspensionssystemet, lyder det.
- Tillid handler om, at dem, der får den, skal have ret til den, siger beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek på et pressemøde (S).
Målet med aftalen er at undersøge, hvorvidt indvandrere med ikke-vestlig baggrund har fået tilkendt førtidspension, som de ikke er berettiget til.
Regeringen har hæftet sig ved, at befolkningsgruppen er overrepræsenteret i antallet af tilkendte førtidspensioner.
Ifølge tal fra Rockwool Fonden er 12 procent af alle ikkevestlige indvandrere i den arbejdsdygtige alder på førtidspension, mens det gør sig gældende for syv procent af den samlede population.
Det vil regeringen og aftalepartierne have undersøgt nærmere.
- Det svækker opbakningen og tilliden til vores skattefinansierede velfærdssamfund, hvis der er borgere på førtidspension, som udøver aktiviteter, der ikke er i overensstemmelse med betingelserne for at modtage førtidspension, lyder det i aftalen.
I Dansk Folkeparti fremhæver man, at partiet er gået med i aftalen, fordi man er sikre på, at der sker "snyd og humbug" med førtidspensionen blandt ikkevestlige indvandrere, som beskæftigelsesordfører Nick Zimmerman siger det.
- Jeg er ikke i tvivl om, at der foregår en systematisk snyd og humbug på det her område. Alt for mange udlændinge især fra Mellemøsten og Afrika er kommet til Danmark og har fået lov at blive parkeret på en førtidspension og har kunnet gå i basaren eller ligge på sofaen og se Al Jazeera, siger han på pressemødet.
Kommunerne skal gennemgå sager forfra
Konkret vil regeringen pålægge kommunerne med de pågældende udsatte boligområder at indkalde alle borgere i den udvalgte målgruppe til en samtale.
Ved samtalen skal kommunerne gennemgå deres sag forfra. Hvis gennemgangen giver et grundlag for at genåbne en førtidspensionssag, skal kommunen oplyse sagen yderligere ved at indhente nye helbredsoplysninger eller iværksætte en afklaring af personens arbejdsevne.
Det bliver en pligt for førtidspensionisterne at møde op til samtalerne.
Aftalen vil også stramme garnet om førtidspensionister, der har begået kriminalitet.
Antallet af straffebestemmelser, der medfører en frataget førtidspension, skal hæves. Eksempelvis vil man miste sin førtidspension, hvis man begår voldtægt, grov vold eller manddrab, lyder det i aftalen.
I Rockwool Fonden, der har forsket i sagsområdet, er forskningsprofessor Jacob Arendt Nielsen bekymret. Der er alvorlige udfordringer i aftalen, siger han i en kommentar.
- Jeg kan være lidt bekymret for, om man bryder med retssikkerheden, for ifølge lovgivningen må man kun genoptage sager, hvor der er mistanke om fejl eller ved tilsyn med kommunernes praksis, siger han.
Da aftalen udvælger førtidspensionister ud fra, om de bor i et belastet område, kan det princip overskrides, frygter han.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.












