dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi
Foto: Finn Frandsen, Polfoto.

Regeringen venter lav vækst men tårnhøj beskæftigelse

Væksten bliver kun 1,1 pct. i år, men beskæftigelsen er på det højeste i 40 år - hvis man fraregner to år
27. MAJ 2016 10.14

Dansk økonomi fortsætter sin fremgang. Og ledigheden er nu på det laveste niveau i 40 år, hvis man ser bort fra 2007 og 2008, da arbejdsmarkedet var tæt på rødglødende.

Den fremgang på arbejdsmarkedet betyder øget optimisme hos forbrugerne og virksomhederne. Til gengæld skal der nu 'gradvist og roligt' holdes igen med de offentlige udgifter, der blev øget i kriseårene for at skabe job.

Sådan lyder det fra finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), som fredag fremlagde regeringens Økonomiske Redegørelse, der indeholder regeringens bud på udviklingen i dansk økonomi. Væksten i bruttonationalproduktet skønnes at blive 1,1 pct. i 2016 og 1,7 pct. i 2017.

- Det går fortsat i den rigtige retning, og derfor er det også vigtigt, at vi som ansvarlig regering nu begynder at rulle de finanspolitiske lempelser tilbage. Den faldende oliepris og de mange flygtninge, der er kommet til Danmark, betyder, at der er pres på de offentlige finanser, og derfor er det vigtigt, at vi benytter opsvinget til at fastholde en sund offentlig økonomi, siger finansminister Claus Hjort Frederiksen.

Siden vendingen i efteråret 2012 er beskæftigelsen i den private sektor steget med 82.000 personer, fremgår det af Økonomisk Redegørelse.

Men der er stadig brug for, at danskerne bliver mere produktive for at hæve den lave vækst, mener Claus Hjort Frederiksen, der ligesom statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) peger på, at danskernes arbejdstid og effekt i arbejdstiden skal op.

- Regeringen har fokus på at skabe bedre vilkår for øget produktivitet i virksomhederne, så vi styrker vækstpotentialet i Danmark. Det står sammen med anden fase af jobreformen, der skal sikre at det bedre kan betale sig at arbejde, øverst på regeringens dagsorden i efteråret, siger Claus Hjort Frederiksen.

Ritzau

Læs eller download Økonomisk Redegørelse.

 

Fakta
Hovedpunkterne i Økonomisk Redegørelse:

  • Dansk økonomi er inde i et moderat opsving. Tempoet er ikke højt, målt ved BNP-væksten (bruttonationalproduktet), men der er klar fremgang på arbejdsmarkedet. Forudsætningerne er til stede for yderligere fremgang i efterspørgsel og produktion de kommende år. Væksten i BNP skønnes at blive 1,1 pct. i 2016 og 1,7 i 2017.
  • Vækstskønnet er nedjusteret sammenlignet med konjunkturvurderingen fra december. Det skyldes hovedsageligt et ringe afsæt for vækst som følge af en svag afslutning på 2015 og lidt mindre optimistiske forventninger til væksten i den globale økonomi.
  • Arbejdsmarkedet har været i fremgang siden slutningen af 2012. Det ventes at fortsætte, så der i 2017 er 52.000 flere i job end i 2015.
  • Grundlaget for fremgang er godt. Væksten i det private forbrug afspejler stigende realløn og fremgang på arbejdsmarkedet. Det er sammen med stigende boligpriser med til at skabe plads til stigende forbrug og boliginvesteringer. Investeringerne understøttes af lave renter og højere efterspørgsel, men usikkerhed om de fremtidige vækstudsigter kan få virksomhederne til at udskyde nogle investeringer lidt endnu.
  • Eksporten faldt sidste år, men ventes at kunne vokse igen - især understøttet af fremgang blandt Danmarks største samhandelspartnere, herunder Tyskland og andre lande i euroområdet.
  • De seneste kriseårs lempelige finanspolitik skal ifølge regeringen gradvist rulles tilbage og 'normaliseres'. Det strukturelle underskud skønnes at blive reduceret fra 0,7 pct- af BNP i 2015 til 0,4 pct. i 2016. Næste år ventes underskuddet at falde til 0,4 pct. af BNP.

Kilde: Finansministeriet

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/regeringen-venter-lav-vaekst-men-taarnhoej-beskaeftigelse

GDPR