Der lyder en hård dom over de såkaldte ressourceforløb, der var et af de vigtigste tiltag i den reform af førtidspensionen, som Mette Frederiksen (S) stod bag som beskæftigelsesminister. Det skriver Jyllands-Posten.
Målet var, at især unge skulle hjælpes i gang med et job eller en uddannelse. Men en omfattende evaluering fra konsulenthuset Deloitte viser, at det skete for blot 28 pct. af de borgere under 40 år, der afsluttede et forløb i 2016.
Endnu værre er resultaterne for borgere over 40 år. 14 pct. af dem kom i et almindeligt arbejde, fleksjob eller uddannelse. Resten endte på andre offentlige ydelser - især førtidspension.
Det 'halter' ude i kommunerne
Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører, Leif Lahn Jensen, erkender, at ressourceforløbene 'halter derude'.
S-R-SF-regeringen lavede førtidspensionen med V, K og LA i 2012. Den afskaffede som udgangspunkt førtidspension for personer under 40 år. Borgere over 40 år skal ifølge aftalen 'igennem ét ressourceforløb, inden de kan få tilkendt førtidspension', medmindre det er 'åbenlyst formålsløst'.
I dag erkender SF's politiske ordfører, Karsten Hønge, at reformen har ramt for mange mennesker for hårdt, og forløbene er 'det ømmeste punkt'.
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) medgiver, at det 'kan umiddelbart lyde af lidt', når så få kommer i job eller uddannelse. Han understreger dog, at borgere på ressourceforløb har komplekse udfordringer og er langt fra arbejdsmarkedet.
sl / Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.