Dagtilbudene, undervisningsområdet, administrationen og teknik og service. Det er de fire områder, som rammes hårdest af KL's lockoutvarsel, når de forsøger at møde på arbejde 10 april, hvor en eventuel lockout vil træde i kraft. Det viser en oversigt, som KL har offentliggjort, efter organisationen mandag udsendte lockoutvarsler til de enkelte fagforbund. I alt er cirka 250.000 kommunalt ansatte omfattet af lockoutvarslerne.
- Vi går målrettet efter at indgå et forlig om nye overenskomster i Forligsinstitutionen, og derfor kommer der forhåbentlig slet ikke en konflikt, siger Michael Ziegler (K), formand for Løn- og Personaleudvalget i KL.
Han understreger, at KL reagerer på lønmodtagerorganisationernes strejkevarsler.
Af varslerne kan man læse, at en lang række områder er friholdt fra at indgå i konflikt. Her er blandt andet tale om, at chefer, ledere, elever og praktikanter alle er undtaget lockoutvarslet. Det samme gælder social- og sundhedspersonale.
KL oplyser til Jyllands-Posten, at man ikke har i sinde at offentliggøre den detaljerede lockout-liste. Det er op til hver enkelt kommune at gøre.
Pædagogerne
I vuggestuer, børnehaver, fritidsordninger og lignende dagtilbud bliver 86 pct. af de ansatte lockoutet. Det svarer til cirka 90.000 ansatte.
Lockouten gælder dog ikke for pædagoger og medhjælpere, der arbejder på specialinstitutioner og specialskoler. Heller ikke støttepædagoger er omfattet.
Lærerne
Også 86 pct. af de ansatte på folkeskoler og andre undervisningsinstitutioner, som er ejet af kommunerne, kan se frem til at finde en låst dør på arbejdspladsen. I alt svarer det til cirka 65.000 lærere og andre ansatte.
Området dækker også sprogcentre og ungdomsskoler, ligesom skolekonsulenter, der ikke har ledelsesansvar vil blive ramt.
Til gengæld omfatter lockouten ikke en række specialskoler, døgninstitutioner med intern skole eller hjerneskadecentre, som også har undervisning. Ifølge interne dokumenter i KL skyldes det, at man ikke ønsker at ramme sårbare børn, unge og voksne.
Administration, teknik og service
I administrationen kan 60.000 ansatte se frem til ikke at kunne møde på arbejde. Det svarer til 73 pct. Mens tallet for teknik og service er 65 pct., som lockoutes.
For administrationen er der især tale om de fleste akademikere, tandlæger, HK-ansatte og socialrådgivere, som vil blive omfattet af lockouten.
Til gengæld skal ansatte inden for løn- og personale stadig møde på arbejde. Det samme gælder juridiske medarbejdere inden for personaleområdet.
Der er ikke varslet lockout i forhold til serviceaftalevirksomheder, oplyser KL.
På det tekniske område er det håndværkere og specialarbejdere, der især vil være omfattet, hvorimod ejendomsserviceteknikere, ansatte på forsyningsvirksomheder, kokke på institutioner for sårbare grupper samt ansatte ved kommunale havne, færger, lufthavne og beredskaber vil være undtaget fra lockoutvarslet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.