dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi
Modelfoto: Jesper Stormly Hansen, Polfoto.

Sjællands kommuner: Flere i botilbud og færre anbragte

Antallet af voksne handicappede og sindslidende i botilbud er steget men udgiften pr. stk. er faldet. På det specialiserede børneområde er det omvendt, viser KORA-undersøgelse

SJÆLLAND: Mens der var flere voksne handicappede og sindslidende der boede i botilbud eller modtog støtte i 2014 end i 2010, var der færre modtagere af anbringelser og individrettede forebyggende foranstaltninger blandt børn og unge med særlige behov, viser tre KORA-analyser af det specialiserede socialområde i de 17 kommuner i Region Sjælland. Til gengæld var de flere voksne modtagere blevet billigere pr. stk, mens de færre børn og unge var blevet dyrere pr. stk., viser analyserne, der er foretaget i regi af Rammeaftale Sjælland.

- Undersøgelsen rejser blandt andet spørgsmålet om, hvorfor antallet af voksne brugere er steget, og hvad det er for nogle brugergrupper, der er kommet flere af. Skyldes det eksempelvis ændret visitation, øget tilgang af unge eller længere levetid blandt nogle målgrupper? siger seniorprojektleder i KORA, Camilla T. Dalsgaard, som har stået i spidsen for undersøgelsen.

Forskel på voksne og børn
På voksenområdet er de samlede udgifter steget med 5 pct. i de sjællandske kommuner fra 2010 til 2014. Samtidig er antallet af voksne, der bor i botilbud, steget med 30 pct. Udgiften pr. botilbudsmodtager er faldet med 14 pct. i perioden.

På børneområdet er billedet det modsatte. Her er de samlede udgifter faldet med 4 pct. fra 2010 til 2014. Antallet af børn, der bliver anbragt uden for hjemmet eller modtager individrettede forebyggende foranstaltninger, er faldet med 5 pct. fra 2010 til 2013. I samme periode er udgifterne til den enkelte foranstaltningsmodtager steget med 4 pct.

- Vi kan ikke ud fra undersøgelsen sige, hvad det skyldes. En mulig forklaring kan være, at kommunerne i højere grad benytter sig af tidlige indsatser, der ikke har karakter af egentlige foranstaltninger. Dermed har de færre børn i mere indgribende foranstaltninger. Det kan også tænkes, at der er sket en stigning i familierettede forebyggende foranstaltninger, som ikke er en del af undersøgelsen på grund af manglende registerdata, siger projektleder i KORA, Hans Skov Kloppenborg, der har stået for analyserne på børneområdet.

Forskel mellem kommuner
Analyserne viser også, at der er forskel fra kommune til kommune på, hvor mange borgere der bor i botilbud, og hvad den enkelte beboer koster.

De gennemsnitlige udgifter pr. botilbudsmodtager i 2014 er op mod dobbelt så høje i kommunen med de højeste enhedsudgifter som i kommunen med de laveste, henholdsvis 919.000 kr. og 493.000 kr. pr. botilbudsmodtager. Dertil kommer at nogle kommuner har to til tre gange så mange botilbudsmodtagere som andre set i forhold til antallet af 18-64-årige i kommunen.

På børneområdet er der en tilsvarende forskel på de sjællandske kommuners udgifter pr. foranstaltningsmodtager i 2013. Den gennemsnitlige udgift svinger fra 912.000 kr. pr. foranstaltningsmodtager i den dyreste kommune til 408.000 kr. i den billigste kommune. Også her varierer brugertallet, idet nogle af kommunerne har fire til fem gange så mange foranstaltningsmodtagere som andre set i forhold til antallet af 0-17-årige i kommunen.

Den tredje analyse drejer sig om kommunernes handel med pladser i botilbud til voksne og anbringelsessteder til børn i 2014. Den er blevet mindre, men er ikke hørt op. Hver gang der blev brugt 100 kommunale kroner på botilbud og anbringelser i 2014, gik cirka 55 kroner til køb af pladser hos eksterne leverandører, herunder andre kommuner, regionerne og private.

mk

Læs eller download analyserne 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/sjaellands-kommuner-flere-i-botilbud-og-faerre-anbragte

GDPR