Skiftende meldinger fra Ankestyrelsen om støttestrømper forvirrer
TÅRNBY /SØNDERBORG / AARHUS: Hvorvidt ældre borgere som hidtil kan regne med at få bevilget støttestrømper - og i hvilke tilfælde - er en sag, der har kaldt på præcisering fra Ankestyrelsen. En præcisering, som dog stadig efterlader forvirring.
I august kunne vi fortælle, at de fleste af de ældre i Aarhus, der søger kommunen om at få kompressionsstrømper - eller i daglige tale støttestrømper - i modsætning til tidligere nu får afslag.
Kommunen henviste til, at Ankestyrelsen i 2022 lavede en principafgørelse 20-22 på servicelovens paragraf 112, som siden - i marts i år - blev præciseret.
Meldingerne betyder ifølge kommunen, at det tidligere var de fleste borgere, der fik tildelt kompressionsstrømper - mens de fleste nu får afslag.
Kommunerne kan bevilge, hvis der er tale om et hjælpemiddel, mens regionerne skal ind over, hvor støttestrømperne har karakter af et behandlingsredskab.
Pendulet den anden vej
Jens Lassen, der er kontorchef for borgervelfærd i Aarhus, fortalte, hvordan principafgørelsen indskærpede, hvornår kommunerne måtte gå efter den specifikke årsag til, at borgeren har brug for strømperne. Hvor man i Aarhus tidligere har sagt ja til de fleste ansøgninger, så så billedet ud til at være vendt om efter Ankestyrelsens afgørelse.
I Tårnby skete i første omgang en tilsvarende opstramning, og borgere, der plejede at kunne få den slags bevilget ved kommunen, blev nu i mange tilfælde henvist til regionen. Socialudvalget godkendte således i april i år en strammere bevillingspraksis og trak de løbende bevillinger af de særlige strømper tilbage.
Udvalgsformand Einer Lyduch (S) siger dog nu til DK Nyt, at udvalget her senere er komme frem til at betragte den nyeste præcisering fra marts i år som en opblødning. Den har overskriften "Ny principafgørelse fastslår, at kompressionstrømper fortsat kan bevilges", og Lyduch vurderer, at kommunerne i begyndelsen har tolket 20-22 for rigoristisk, og at pendulet nu svinger den anden vej.
Nye drøftelser
At der skulle være tale om en statslig opblødning ses dog ikke ligefrem af den pressemeddelelse, som i denne uge kom fra Sønderborg Kommune, der går over til en strammere praksis fra januar.
- Den nye praksis er en konsekvens af Ankestyrelsen melding om, at vi i kommunerne ikke kan betragte kompressionsstrømper som et hjælpemiddel, når det vurderes, at det primære formål er at forbedre, vedligeholde eller forhindre forringelse af borgerens aktuelle funktionsniveau. Det vil medføre, at der fremover vil blive bevilliget langt færre strømper fra Sønderborg Kommune, siger Stefan Lydal (DF), formand for Social-, Senior- og Handicapudvalget.
Hvis det primære formål er at afhjælpe en varig funktionsnedsættelse, altså gøre en borger i stand til at udføre en aktivitet, kan kompressionsstrømper stadig bevilges som et hjælpemiddel. Men vurderingen er i Sønderborg, at det vil ske i forholdsvis få tilfælde.
Det er omkring 1.300 borgere i Sønderborg, der rammes af ændringen.
At der er tale om en myndighedsmanøvre, der rummer fortolkningsmuligheder, understreges af, at Jens Lassen fra Aarhus i august sagde, at "kommunen "sammen med de øvrige kommuner gerne vil drøfte med regioner og ministerier, hvordan vi kan få genskabt en praksis, hvor borgerne ikke risikerer at falde mellem to stole på grund af kompleks lovgivning".
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.