GULDBORGSUND: 490 elever skal skifte skole, så de fremover skal gå i skole i et område, der ligger på regeringens ghettoliste. Det skriver DR Sjælland.
Omkring 150 forældre og børn fra Østre Skole var ellers mødt talstærkt op for at vise deres modstand med store skilte og bannere, og flere voksne og børn måtte stå op eller sidde på gulvet for at finde plads i byrådssalen.
Borgmester John Brædder fra Guldborgsundlisten syntes bestemt ikke, at det var rart at træffe en beslutning, hvor der var så meget modstand; men han mente stadig, at sammenlægningen var det rigtige at gøre.
- De seneste otte til ti år har der været en forsømt integration ude i området. Lindeskovskolen er desværre blevet en 'fravalgsskole', og det er vi nødt til at gøre et eller andet ved, siger han til DR Sjælland.
Beslutningen betyder, at 490 elever fra byskolen Østre Skole skal rykke over på Lindeskovskolen, der ligger 1,4 kilometer væk. Lindeskovskolen huser 170 elever, hvoraf 80 pct. er tosprogede.
Politikerne vil lægge de to skoler sammen for at undgå ghettolisten, men forældre fra Østre Skole frygter konsekvenserne af, at deres børn skal flyttes fra en velfungerende skole i et bykvarter til en skole i et ghettokvarter.
Ifølge planen fra Guldborgsund Kommune skal sammenlægningen af Østre Skole og Lindeskovskolen gennemføres fra august 2020.
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.