Elevernes resultater til eksamen og de nationale test stagnerer. Samtidig viser rapporter, at folkeskolen i vid udstrækning ikke lykkes med at gennemføre centrale dele af skolereformen fra 2014. Selv en af succeshistorierne, om at eleverne bevæger sig mere, vakler nu, skriver Jyllands-Posten.
To skoleforskere opfordrer på den baggrund politikerne til at gribe ind og give skolerne mere frihed. En af forskerne ønsker en ny og mere enkel reform.
- Hvis det var et laboratorium, der brændte, ville vi ikke være i tvivl om at stoppe øvelsen, mener professor Lene Tanggaard Pedersen fra Aalborg Universitet.
Forskningschef Andreas Rasch-Christensen, VIA University College, er enig. Han mener, at politikerne nu må handle og give reformen et gennemgribende tjek.
- Skolereformen har ikke nået sine mål. Om det skal være en revolution eller en tilpasning, skal jeg ikke gøre mig klog på.
- Men man skal i hvert fald reagere på, at man ikke kan se en udvikling i børnenes faglige niveau, og at man også i følgeforskningen nu på fjerde år ser vanskeligheder i forhold til at gennemføre reformens elementer, siger Andreas Rasch-Christensen til Jyllands-Posten.
Torsdag mødes partierne bag folkeskolereformen. De skal diskutere regeringens udspil til ændringer i skolereformen. På forhånd kalder undervisningsminister Merete Riisager (LA) det for en justering. Men hun anerkender, at der er en brændende platform for at justere.
- Vi er ikke nået derhen, hvor vi gerne ville være fagligt, siger hun til Jyllands-Posten.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.