Regeringen, blå blok, Socialdemokraterne og SF har aftalt at ændre folkeoplysningsloven, så det i fremtiden ikke er muligt at yde offentlig støtte eller låne/leje lokaler ud til foreninger, der underminerer demokratiet og de grundlæggende friheds- og menneskerettigheder i Danmark. Samtidig indskærpes det kommunale tilsyn med foreningerne, oplyser kirke- og kulturminister Bertel Haarder (V), der er regeringens forhandler af initiativer til at dæmme op for ekstremistiske religiøse forkyndere i Danmark.
De to delaftaler skal indgå i en samlet pakke, der forventes klar til efteråret. Folkeoplysningsloven vil blive ændret på en række områder, så tilskudskravene strammes til foreninger, der får kommunal støtte eller lokaler til rådighed, kommunernes tilsyn indskærpes, og der indføres et krav om, at kommunerne skal offentliggøre lister over, hvilke foreninger der er blevet tildelt støtte, og hvilke der har fået afslag.
Desuden skal der ske en opstramning af kommunernes mulighed for at yde tilskud og udleje/udlåne lokaler efter kommunalfuldmagtsreglerne.
- Regeringen vil ikke være til grin for egne penge. Med ændringerne i folkeoplysningsloven sikrer vi os, at kommunerne i fremtiden ikke kan komme i en situation, hvor de bliver tvunget til at udbetale folkeoplysningsmidler eller låne eller leje lokaler ud til foreninger, der arbejder aktivt for at afskaffe vores demokrati. Samtidig vil vi indskærpe kommunernes tilsyn med de foreninger, der modtager støtte. Det skal være slut med religiøse forkyndere, der prædiker had på statens regning, siger Bertel Haarder.
Han understreger, at lovforslaget ikke vil forbyde specifikke foreninger:
- De borgere, som måtte have lyst til at forene eller ytre sig om kontroversielle spørgsmål og gå imod ligestilling, demokrati og menneskerettigheder, skal fortsat have mulighed for det. Regeringen vil bare ikke være med til at finansiere det, siger han.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.