Tæt på hver femte af landets 30.000 læger udtrykker nu direkte mistillid til Styrelsen for Patientsikkerhed, skriver Jysk Fynske Medier. Søndag havde 5680 læger skrevet under på et mistillidsvotum til styrelsen, der fører tilsyn med læger og sygeplejersker, efter en stribe af række sager, som lægerne mener er udtryk for styrelsens klapjagt på lægestanden.
Mistillidsvotummet henviser blandt andet til styrelsens rolle i den såkaldte Svendborgsag, hvor en yngre læge blev idømt bødestraf i landsretten for at have udvist grov forsømmelse og skødesløshed i behandlingen af en mandlig sukkersygepatient. I kølvandet på dommen, som er anket til Højesteret, udtalte en ledende medarbejder i styrelsen, at en anden læge, som landsretten ellers havde frifundet i sagen, efter hans mening var skyldig.
Styrelsen for Patientsikkerhed blev dannet i 2015 som en selvstændig styrelse efter adskillige skandalesager, hvor det kom frem, at tilsynet med læger og sygeplejersker i det daværende Sundhedsstyrelsen i nogen grad var fraværende. Efterfølgende blev der gennemført en række lovstramninger, der skulle rette op på det mangelfulde tilsyn.
- Styrelsen er gået alt for vidt i sin individuelle bebrejdelseskultur, siger initiativtageren til underskiftsindsamlingen, overlæge Kristian Rørbæk Madsen fra Odense Universitetshospital. Han kalder Styrelsen for Patientsikkerhed 'mere optaget af finde syndebukke på personniveau i stedet for at have fokus på, hvordan vi lærer af vores fejl i sundhedsvæsenet'.
Styrelsens direktør Anne-Marie Vangsted beklager, at lægerne føler sig mistænkeliggjort og har inviteret Kristian Rørbæk Madsen til dialogmøde. Han har dog afslået og kræver handling i stedet. Han henviser til at det er Lægeforeningen, som forhandler lægernes vilkår, og at Lægeforeningen 'igen og igen i løbet af de seneste seks måneder forsøgt at få styrelsen til at ændre kurs uden at der sket noget som helst'.
Underskriftsindsamlingen er foregået via de sociale medier og vil fortsætte i de kommende dage blandt andet ved hjælp af opslag på landets sygehusafdelinger, som lægerne kan vælge at skrive under på.
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) er opmærksom på konflikten mellem landets læger og hendes styrelse, og hun understreger at 'styrelsen er sat i verden for patienternes skyld' og for hurtigt at kunne 'stoppe sundhedspersoner, der er til fare for patientsikkerheden'. Hun tilføjer at 'en relativ ny styrelse selvfølgelig også være ydmyg over for opgaven og huske både at lytte og lære, så rammerne for både tilsyn og indrapportering er i overensstemmelse med den virkelige verden', skiver Jysk Fynske Medier.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.