
FURESØ: En af de 11 kommuner, der netop har fået hård kritik fra Social- og Integrationsministeriet for fejl og mangler inden for kommunens administration af sociallovgivningen, er Furesø. Ministeriet ‘finder det yderst kritisabelt, at revisor har været nødsaget til at afgive en revisionsbemærkning på området. Bemærkningen kan henføres til, at der kun i et begrænset antal af de 320 aktive sager i Handicapteamet er foretaget løbende revurderinger, og at de hidtidige tiltag til forbedringer af sagsadministrationen – bl.a. som følge af revisionsbemærkninger pga. et højt fejlniveau på området – ikke har haft tilstrækkelig effekt.'
I Furesø er det en ren tilståelsessag, og der er ifølge velfærdsdirektør Niels Milo Poulsen 'kæmpe fokus' på at rette op på års mangelfuld og fejlbehæftet sagsbehandling:
- Vi gennemgår alle omkring 600 sager for at rette op på fejlene, siger han i dag til dknyt. Kommunen har hyret konsulentfirmaet Valcon til at bistå med gennemgangen og har ansat flere medarbejdere i midlertidige stillinger for at kunne klare ekstraopgaverne og samtidig passe den daglige drift.
Ny ledelse
De kritisable forhold har stået på gennem flere år og skyldes ifølge Niels Milo Poulsen 'forskellige ting'. Derfor har kommunen også gjort flere ting for at rette op på forholdene. Således har Børn og Familie centret fået både ny centerchef og ny faglig leder. Alle medarbejdere har gennemgået et lean-forløb med fokus på nye arbejdsgange, og endelig er kommunen ved at indføre et helt nyt edb-system.
- Vi har manglet et robust journaliserings- og sagsbehandlingssystem, men det har vi fået nu, og vi er ved at lægge alle sager ind i det, forklarer Niels Milo Poulsen. Han har store forventninger til, at systemet vil hjælpe med at kommunen fremadrettet får styr på administrationen:
- Vi får et system, som ser på tværs, mens vi tidligere har overladt det til den enkelte sagsbehandler, og derfor har der ikke været nogen ensartet linje i vores afgørelser, siger han.
Tilbagebetaling
I kritikken af kommunen konstaterer Social- og Integrationsministeriet, at kommunen skal 'foretage de nødvendige refusionsmæssige berigtigelser', når de gamle sager nu underkastes en fornyet gennemgang. Velfærdsdirektør Niels Milo Poulsen forventer ikke, at kommunen skal betale penge tilbage til staten. Men han vil ikke afvise, at nogle borgere i kommunen kan have fået udbetalt mindre, end de har haft krav på.
- Det er et kontinuum, hvor nogle har fået for lidt, andre har fået for meget, og hvor vi ikke i tide har fulgt op på merudgifter, som måske skulle have været stoppet, fordi borgeren ikke længere var berettiget til at modtage ydelsen, forklarer han.
Fakta:
I alt 11 kommuner har modtaget ministeriets decisionsskrivelser med vurderingen 'yderst kritisabelt':
- Albertslund
- Brønderslev
- Egedal
- Furesø
- Greve
- Herlev
- Hillerød
- Holbæk
- Høje-Tåstrup
- Kalundborg
- Næstved
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.