Staten har afsat 83 mio. kr. til at hjælpe borgere på kanten af arbejdsmarkedet i job. Et nyt initiativ Bedre indsats for borgere i ressourceforløb får 68 mio. kr., mens der lægges op til bruge 15 mio. kr. på en udvidelse af indsatsen i Udvikling i fleksjob II.
Evalueringen af reformen af førtidspension og fleksjob peger på, at der er særlige udfordringer med at give borgere i ressourceforløb en meningsfuld og jobrettet indsats. Blandt andet får kun to ud af ti en virksomhedsrettet indsats i løbet af det første år, selvom rehabiliteringsteamet indstiller, at otte ud af ti skal have en virksomhedsrettet indsats. Bedre indsats for borgere i ressourceforløb skal sikre, at flere i ressourceforløb får en jobrettet og meningsfuld indsats med fokus på lønnede timer.
- Det står tydeligt for mig, at der er nogle udfordringer med ressourceforløbene, og at der er et forbedringspotentiale. For mange borgere er kommet i klemme i et ressourceforløb, der ikke gør en forskel. Derfor har jeg taget hul på en kritisk gennemgang af reformen, som skal føre til, at vi i forligskredsen vil se på, hvordan de politiske og juridiske rammer kan forbedres, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), og tilføjer:
- Men jeg ønsker på ingen måde at holde mennesker hen, mens jeg gennemgår reformen. Derfor sætter jeg nu ind med et initiativ, der skal give kommunerne en saltvandsindsprøjtning til at hjælpe flere borgere på ressourceforløb med en meningsfuld indsats, der kan hjælpe dem nærmere arbejdsmarkedet gerne med lønnede timer. Det kan gennemføres inden for de gældende regler – og vi ved, det virker. Jeg ved, at det ikke løser alle problemerne med ressourceforløb, men det er en start med de midler, som vi kan bruge her i 2019.
Det forventes, at en fjerdedel af landets kommuner vil kunne deltage i Bedre indsats for personer i ressourceforløb, og at indsatsen vil omfatte 4.000-6.000 borgere.
Finansieringen sker via satspuljemidler fra 2019, som ikke er blevet brugt.
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.