ESBJERG: Et nyt partnerskab mellem Esbjerg Kommune og Statens Kunstfond gør Stengårdsvej i Esbjerg Ø til base for nye kunst- og kulturprojekter. Statens Kunstfond har foreløbigt sat 3,6 mio. kr. af til at skabe kunst i samarbejde med områdets beboere.
I løbet af de næste to år vil kunstnere inden for scenekunst, billedkunst, litteratur, musik, arkitektur, kunsthåndværk og design skabe kunstprojekter af høj kvalitet i området omkring Stengårdsvej. Projektet ’6705 + Statens Kunstfond' sker i tæt samspil med beboere, naboer og lokale aktører, og intentionen er at give borgerne i Esbjerg Ø kunstoplevelser, der sætter tydelige spor og giver energi til en langsigtet byudvikling.
Ifølge Statens Kunstfonds formand Michael Bojesen er projektet et naturligt led i Statens Kunstfonds overordnede opgave, som handler om at stimulere udviklingen af kunst i Danmark og gøre kunstoplevelser tilgængelige for alle borgere, uanset hvor de bor.
Kulturen som løftestang
- Vi vil skabe opmærksomhed om lokale kvaliteter og ressourcer og tilføre nye æstetiske dimensioner til området omkring Stengårdsvej. Ambitionerne er høje, og succesen afhænger af alle parter. Det er afgørende, at beboere og lokale aktører synes, det er sjovt og meningsfuldt at være med, og det er lige så vigtigt, at de medvirkende kunstnere og kulturinstitutioner lytter og lader sig udfordre, siger Michael Bojesen.
I Esbjerg Kommune ser formanden for Kultur & Fritidsudvalget, May-Britt Andrea Andersen (K), partnerskabet som en mulighed for at bruge kulturen som løftestang.
- Det handler i høj grad om at skabe en ny identitet og fortælling om området. Vi ved godt, at det er en langsigtet ambition, men vi tror på, at energien og udtrykket i kunsten kan bringe nye perspektiver i spil både for beboerne og for omverdenens syn på området. Samtidig kan kunsten bruges til at skabe nye møder mellem mennesker og styrke fællesskabet, siger May-Britt Andrea Andersen.
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.