En ny undersøgelse afdækker, hvilke virksomhedstilbud landets kommuner bruger i beskæftigelsesindsatsen over for flygtninge og familiesammenførte til flygtninge. Det oplyser integrationsviden.dk under Udlændinge- og Integrationsministeriet.
Undersøgelsen konkluderer, at stadig flere kommuner benytter sig af systematiske virksomhedstilbud, når det gælder indsatsen for at få flygtninge og familiesammenførte til flygtninge i beskæftigelse eller tættere på arbejdsmarkedet.
Der er taget højde for fire forskellige modeller: virksomhedscenter, branchepakker, virksomhedsmentorer og eksterne mentorer. For alle fire gælder det, at der er markante stigninger i perioden 2014-2014. Eksempelvis er antallet af kommuner, der anvender en virksomhedsmentor steget fra 52 til 80 pct. i perioden.
Ifølge Lars Larsen, der er partner i LG Insight, der står bag undersøgelsen, er tallene udtryk for meget fleksible kommuner:
- Undersøgelsen viser i høj grad, hvor omstillingsparate kommunerne er i forhold til de ændrede konjunkturforhold og en øget efterspørgsel på arbejdskraft, som medfører et øget behov for udplacering og opkvalificering af flygtninge og familiesammenførte til flygtninge på arbejdsmarkedet, siger han.
Tidligere i virksomhedstilbud
Generelt er kommunerne blevet bedre til at etablere den virksomhedsrettede aktivering for flygtningene tidligere, men der er også stor forskel på kvinder og mænd.
I 2014 var henholdsvis syv pct. kvinder og 16 pct. tilknyttet virksomhedspraktik et halvt år efter deres ankomst. I 2017 var de tal steget til 17 pct. kvinder og 37 pct. mænd. To år efter ankomsten er det steget til seks ud af ti kvinder og otte ud af ti mænd.
Dermed har kommunerne fået langt større fokus på at få flygtninge og familiesammenførte til flygtninge ud på arbejdsmarkedet. 61 af de 93 kommuner med integrationsansvar har deltaget i undersøgelsen.
ibs
Find hele undersøgelsen her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.