
SLAGELSE: Forsvaret skal spare 2,7 mia. kr., og de politiske forhandlinger om den konkrete udmøntning går snart i gang. En række tjenestesteder har været nævnt som lukningstruede, bl.a. Flådestation Korsør, og i Slagelse Kommune har man fulgt udviklingen nøje.
Borgmester Lis Tribler mødtes for nyligt med to lokale folketingsmedlemmer, Villum Christensen (LA) og John Dyrby Paulsen (S), for at drøfte situationen, og de tre politikere er overbeviste om, at en lukning af Flådestation Korsør vil have store negative konsekvenser ikke kun for lokalområdet, men for Danmark som helhed.
- En lukning vil de facto betyde, at vi fremover ikke har noget dansk forsvar, men et jysk. I forvejen ligger hele flyvevåbenet i Jylland, og Hærens Operative Kommando ligger i Karup, konstaterer Villum Christensen.
Mange job
Lis Tribler anfører, at hvis der også fremover skal være en bred opbakning til forsvaret, så skal de tre værn geografisk være bredt ud over landet og ikke kun høre hjemme i en bestemt landsdel. Desuden har hun sammen med de to folketingspolitikere diskuteret flådestationens betydning for lokalsamfundet:
- Flådestationen er en af vores største arbejdspladser, så en lukning vil have katastrofale konsekvenser for beskæftigelsen og økonomien på det sydvestlige Sjælland, siger Lis Tribler.
John Dyrby Paulsen peger på, at netop den centrale placering i Slagelse giver flådestationen et enestående rekrutteringsgrundlag:
- Der kan tiltrækkes arbejdskraft fra både København, det øvrige Sjælland, Fyn og Trekantområdet. Alt andet lige giver det et bedre grundlag for at finde de bedst kvalificerede folk, siger John Dyrby Paulsen.
Slagelse Kommune har tidligere tilkendegivet, at hvis forsvaret ønsker det, kan man udvide havneanlægget i Korsør, så det matcher fremtidens krav. Udvidelsen vil kunne finansieres igennem Korsør Havn.
lcl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.