Hvor ofte må to enlige pensionister mødes over et måltid mad eller sove hos hinanden, uden de bliver mistænkt for socialt bedrageri?
Ældre Sagens Rådgivning hjælper dagligt pensionister, der kommer i klemme i
forhold til de indviklede og uklare regler om tilskud til reelt enlige, og
senest har avisen Information mandag den 7. januar beskrevet, hvordan de
kommunale sagsbehandlere også er i vildrede over reglerne.
Og Statsforvaltningen Sjælland har i løbet af det seneste halve år underkendt
en række afgørelser fra sjællandske kommuner i sager, hvor borgere er blevet
frataget ydelser med den begrundelse fra kommunen, at de ikke er reelt
enlige.
Vi har altså nu i en situation, hvor både enlige pensionister og kommunale
sagsbehandlere er et stort spørgsmålstegn. For kommunerne er det
selvfølgelig ikke tilfredsstillende, at deres medarbejdere ikke har
ordentlige arbejdsvilkår. Men det er jo endnu værre for de enlige
pensionister, der risikerer at miste deres forsørgelsesgrundlag på grund af
en uklar og ulogisk lovgivning.
I flere sager har kommunerne truet med at fjerne tilskuddet til enlige
pensionister, forbi de ikke længere 'skønnes' at være enlige. Det betyder,
at mange ældre har været nødt til at droppe venskaber af frygt for at blive
stemplet som sociale bedragere – og for ganske enkelt at få økonomien til at
hænge sammen.
Ældre Sagen ønsker, at enlige pensionister skal vurderes ud fra objektive
kriterier. Hvis ældre kan dokumentere, at de betaler husleje og faste
udgifter for en selvstændig bolig, hvor de har folkeregisteradresse, og som
er mere end blot et værelse, skal de behandles som 'reelt enlige'.
Det vil øge retssikkerhed for pensionisterne, og kommunerne kan så passende
bruge deres knappe ressourcer på noget mere meningsfuldt end at overvåge
hvor, hvornår og hvor ofte pensionister opholder sig det ene eller det andet
sted.
Karen Hækkerup har tidligere afvist at ændre lovgivningen og i stedet for
henvist til en vejledning fra Pensionsstyrelsen. Men den har vist sig at
være helt ubrugelig – både for pensionisterne, men også for flere kommuner,
der har set sig nødsaget til at lave deres egen vejledning. Men de seneste
sager fra Statsforvaltningen viser, at kommunernes egen vejledning heller
ikke er dækkende.
Af Bjarne Hastrup, direktør i Ældresagen
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.