Kommunerne er uenige om, hvordan de skal bruge reglerne fra den næsten et år gamle reform af sygedagpenge. Det viser seneste tal fra jobindsats.dk, skriver Avisen.dk.
Ser man for eksempel på landets to største kommuner, tildeler Aarhus fire gange så mange jobafklaringsforløb til sine borgere som København.
Forskellene ligger nærmere bestemt i det nye såkaldte 'jobafklaringsforløb'. Her får en sygemeldt sygedagpenge svarende til kontanthjælp i stedet for almindelige sygedagpenge. En forskel på cirka 7.000 kroner om måneden for en ikke-forsørger.
- Kommunerne har uden tvivl et stort arbejde med at indfase sygedagpengereformen. Det er dog vores erfaring, at der stadig er en pæn stor variation i kommunernes anvendelse af de nye regler.
Det er et problem for borgernes retssikkerhed, at man ikke bliver behandlet ens i alle kommuner, siger Ulrik Steen, regionssocialoverlæge i Region Midtjylland, til Avisen.dk. Han understreger, at reglerne stadig er ganske nye.
En sygemeldt skal i jobafklaringsforløb efter 26 uger, hvis man stadig er syg, og ens almindelige sygedagpenge ikke kan forlænges.
Med på reformen fra start
Københavns Kommune havde i maj måned 280 borgere i jobafklaringsforløb. Det tal ville vokse til 1.120 københavnere, hvis hovedstaden gjorde, som Aarhus Kommune gør.
I Aarhus klør man sig i håret over kommunernes forskellige brug af reglerne. En forskel, som man har fulgt nøje med i, siden jobafklaringsforløbene blev indført i sommeren 2014.
- I Aarhus Kommune benchmarker vi os selv med blandt andre København. Men kort fortalt kan vi ikke forklare forskellen. I Aarhus var vi opmærksomme på at komme med på reformen helt fra start. Og vi mener, vi bruger reglerne om jobafklaring, som vi skal, siger Lene Frost, konstitueret jobcenterchef.
For tidlige raskmeldinger
I fagforbundet 3F mener man, at nogle kommuner er for tilbageholdende med at give sygemeldte jobafklaringsforløb. I stedet lukker kommunen kassen i og melder den syge rask i utide.
- Vi ser en tendens til, at mange raskmeldes for tidligt i stedet for at komme i et jobafklaringsforløb. I de tilfælde mister sygemeldte deres forsørgelse. Men det kan ikke forklare hele forskellen mellem kommunerne, siger Ellen Lykkegaard, gruppeformand i 3F, til Avisen.dk.
I KL finder man det endnu for tidligt, at vurdere effekten af sygedagpenge-reformen. Chefkonsulent Camilla Treldal påpeger, at forskel i sammensætning af befolkning i kommuner naturligt vil give en forskel i antallet af jobafklaringsforløb.
- Det er forskelligt fra kommune til kommune hvor mange sygemeldte man har ud af den samlede arbejdstyrke. Men vi følger udviklingen tæt, siger hun.
Det har ikke været muligt for Avisen.dk at få en kommentar fra Københavns Kommune.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.