

Selvom dårlige sprogkundskaber og mindre uddannelse og erhvervserfaring ofte er i fokus, når man snakker ikkevestlige kontanthjælpsmodtagere og beskæftigelse, har de faktisk flere ressourcer end etniske danskere, oplyser Politiken.
Det er ny forskning fra Aarhus Universitet og Væksthusets Forskningscenter, der har fulgt 4.000 aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere gennem fire år, der altså konkluderer, at der er flere ressourcer blandt de ikkevestlige kontanthjælpsmodtagere.
De ikkevestlige kontanthjælpsmodtageres profiler viser blandt andet, at de har et bedre psykisk helbred med færre psykiatriske diagnoser og brug af antidepressiver samt bedre evner til hverdagens rutiner og færre domme.
'Historisk forfejlet integration'
På trods af det, bliver de ikkevestlige kontanthjælpsmodtagere i mindre grad vurderet til at have gode jobmuligheder, når de møder en sagsbehandler.
Ifølge sociolog Aydin Soei tyder det på, at kommuner og sagsbehandlere stiller en fejldiagnose, når det handler om jobparathed, og kalder det ifølge Politiken en 'historisk forfejlet integration, hvor man har behandlet den første generation af indvandrere, som om de var lavet af porcelæn i stedet for at erkende deres kompetencer og kvalifikationer'.
I den nye forskning er der ikke taget højde for sprogkundskaber, og det er ifølge Socialrådgivernes formand, Majbrit Beran Berlau, slet ikke uvæsentligt.
- Selvfølgelig skal sagsbehandlere tro på og motivere den enkelte. Men de har også erfaring, som bygger på, at mangler man sprog og arbejdserfaring, står man ikke først i køen på arbejdsmarkedet. Så måske er det mere et udtryk for det end for manglende tro, siger hun til Politiken.
ibs
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.