dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi
Foto: Helle Arensbak, Polfoto

Sundhedstjek af flygtninge bliver syltet

Flygtninge har ret til helbredstjek i Danmark, men halvdelen bliver ikke undersøgt inden for tidsrammen
24. APR 2015 6.06

Kommunerne skal tilbyde flygtninge og familiesammenførte et sundhedstjek inden for tre måneder efter, at de er kommet til Danmark. Men en gennemgang, som Rigsrevisionen har lavet, viser, at kun hver anden flygtning har fået tilbuddet, skriver Dagens Medicin.

Det er snart to år siden, at kommunerne blev forpligtet til at undersøge flygtninges helbred, men KL og Lægeforeningen har stadig ikke lavet en endelig aftale om, hvordan loven skal føres ud i livet.

Socialstyrelsen er den ansvarlige myndighed, og styrelsen har ikke udsendt en endelig vejledning til de læger, der skal stå for de mange helbredstjek.

Helbredet er første skridt
At processen trækker i langdrag, er problematisk, mener lektor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet Marie Louise Nørredam.

- For at få en god start er det grundlæggende at have et fornuftigt helbred. Det er en forudsætning for at have overskud til at starte et nyt sted. Derfor er det meget vigtigt, at vi tidligt får diagnosticeret og behandlet de sygdomme og problemer, man kan have med sig som flygtning eller familiesammenført, siger hun.

Hvorfor aftalen mellem kommuner og læger ikke er faldet på plads, er ifølge Dagens Medicin uklart. Dels er der uenighed om honoraret til de praktiserende læger, og dels spiller omfanget af Socialstyrelsens vejledning en rolle.

Processen er gået i stå
Ifølge formand for Lægeforeningens Attestudvalg Jette Dam-Hansen, venter parterne på vejledningen. Men i Socialministeriet mener man ikke, at samarbejdet mellem kommuner og læger om helbredstjekkene afhænger af denne.

- Der er udarbejdet midlertidigt vejledningsmateriale og lavet attestsamarbejde. Kommuner og læger har derfor ikke været uden retningslinjer for at løfte opgaven, siger konsulent i Socialministeriet Sofie Alber til Dagens Medicin.

Integrationsordfører for SF Karina Lorentzen var i 2013 med til at indføre loven, der sikrer flygtninge sundhedstjek. Hun har hidtil ikke vidst, at vejledningen og forhandlingerne ikke er gennemført af KL, Lægeforeningen og Socialstyrelsen.

- Vi risikerer at tabe en hel generation af flygtninge på gulvet, fordi vi ikke opdager de helbredsmæssige problemer, der senere kan forplante sig i deres uddannelsesliv og på arbejdsmarkedet, siger hun til Dagens Medicin.

- Jeg vil gennem Socialudvalget bede socialministeren redegøre for sagen.

Ritzau

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/sundhedstjek-af-flygtninge-bliver-syltet

GDPR