dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Tre borgerlige partier i Aarhus: Fri os fra flygtninge

DF, LA og K foreslog på onsdagens byrådsmøde, at Aarhus ligesom København fritages for at tage imod flygtninge. Forslaget var umuligt at gennemføre, men satte gang i en hed debat
26. AUG 2015 23.11

AARHUS: Står det til Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative i Aarhus, bør kommunen ikke tage imod sin del af de 12.000 flygtninge, Udlændingestyrelsen vurderer, at danske kommuner må forvente at modtage i 2015. På byrådsmødet onsdag foreslog de tre borgerlige partier, at byrådet meddeler KL, at kommunen skal fritages helt og blive en såkaldt nulkommune, som København og en række kommuner på den københavnske vestegn. 

Når det besluttes, at en kommune skal fritages for tildelingen af flygtninge, er det ofte i en erkendelse af, at kommunen i forvejen har en høj andel af borgere med udenlandsk herkomst og derfor står over for store udfordringer med integrationen. I sagsfremstillingen begrunder de tre partier forslaget.

'Aarhus står allerede over for massive ghettoproblemer og nu også over for en eksplosion i antallet af tildelte flygtninge. Hertil konstateres det, at vi kan forvente, at vi fremadrettet vil komme til at modtage svært integrerbare flygtninge, når de frit kan vælge, hvilken kommune de ønsker at bosætte sig i, når den treårige integrationsperiode ophører'.

Ophedet debat
Forslaget skabte en hidsig debat i byrådet, hvor Venstres Christian Budde indledningsvis udtrykte en forsigtig støtte til, at man i hvert fald forsøger at ændre på fordeligen af flygtninge, som den ser ud i dag, mens især De Radikale og Enhedslisten var ude med riven.

- Det er uklædeligt, at byrådet skal tage stilling til sådan et forslag, hvor vi kun fokuserer på egen vinding. Det her forslag er skadeligt for integrationen, sagde Maria Sloth (EL), og Anne Nygaard (R) supplerede:

- Hos De Radikale undrer vi os over, at man kan italesætte nogle mennesker, som et problem, før de overhovedet er kommet til byen. Aarhus har en sund økonomi og et stort budget. Selvfølgelig skal vi være med til at tage vores del. Vi har et ansvar, og det ansvar fritages man ikke fra.

Bør hjælpe dem, der bor her
Dansk Folkepartis Knud Mathiesen gav Anne Nygaard ret i, at Aarhus er en stor kommune. Men dér holdt enigheden også op.

- Vi er landets næststørste by, men landets største by tager IKKE imod flygtninge. Vi har i forvejen en stor koncentration af flygtninge og indvandrere i Aarhus. Vi står stadig med store problemer i et område som Gellerup. Det ville være bedre at hjælpe de mennesker, vi allerede har boende. Dem har vi svigtet i 20 år. Vi kan ikke hjælpe 51 mio. flygtninge, sagde han.

Udover Knud Mathiesen havde De Konservatives Marc Perera Christensen og Liberal Alliances Lars Boje Mathiesen været med til at udforme forslaget. Marc Perera Christensen lagde også vægt på, at man i stedet burde have fokus på de indvandrere og flygtninge, som i forvejen bor i byen og står udenfor samfundet, mens Lars Boje Mathiesen var bekymret over de tendenser, han ser, når han kigger ud over landets grænser.

- Kigger man rundt i Europa, kan man se, at mange landes befolkninger har fået nok. De vender sig mod nationalistiske partier, som kan skærme dem mod folkevandringen. Ikke fordi de er racister, men fordi de har en kærlighed til deres eget land. Jeg frygter, at hvis vi ikke træffer de rigtige beslutninger nu, vil vi miste Europas borgere til højreorienterede partier, sagde han.

Forslaget dødsdomt på forhånd
Rådmand for sociale forhold og beskæftigelse, Thomas Medom (SF), der har politisk ansvar for at give de 516 flygtninge, som Aarhus kan forvente at få tildelt i år, en ny tilværelse i byen, har flere gange offentligt givet udtryk for, at han undrer sig over, at København får lov at slippe for at tage flygtninge ind. Han ærgrer sig over onsdagens udvikling i Folketinget, der ikke har gjort arbejdet nemmere i Aarhus.

- I dag er der i Folketinget stemt en ny lav integrationsydelse igennem. Med de høje huslejer og den lave ydelse, er det stort set umuligt for Aarhus at huse flygtninge. Der er skabt et markant problem. Jeg synes, det er en vigtig debat at rejse. Der er nogle kommuner i København og Nordsjælland, der kører på frihjul i dag, sagde han.

Borgmester Jacob Bundsgaard (S) understregede flere gange, at hverken Aarhus Kommune eller KL kan beslutte, hvor mange flygtninge, kommunen skal tage imod, og at det var specielt, at de tre partier fastholdt deres forslag, selvom de var blevet oplyst om dette for lang tid siden. Han gav Thomas Medom ret i, at debatten er relevant at tage, da den nuværende model stammer fra en anden tid og ikke længere er retvisende. Han sluttede af med at sige, at han 'godt tør love, at det ikke bliver sidste gang, vi har denne diskussion'.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/tre-borgerlige-partier-i-aarhus-fri-os-fra-flygtninge

GDPR