
Mere end hver 10. medarbejder i de private byerhverv har langt fra jobbet til den nærmeste bus, tog eller metro. Det viser en ny analyse foretaget af Cowi for Dansk Industri. Hvor nogle arbejdssteder har adskillige bus- og togforbindelser i nærheden, må andre finde sig i, at de er så dårligt serviceret af den kollektive trafik, at en bil eller en cykel i praksis er den eneste måde at komme til og fra arbejde.
Det viser en undersøgelse foretaget for DI Transport af Cowi, hvor der indgår cirka 30.000 forskellige stoppesteder og stationer i landet. I opgørelsen er der blandt andet set på store erhvervsområder med over 500 medarbejdere. Alene i Middelfart, Ringkøbing, Skagen, Padborg, Give og Assens er der erhvervsområder, hvor mere end 4.600 ansatte mangler gode muligheder for kollektiv transport i tidsrummet fra kl. 6 – 9 om morgenen.
Analysen fra Cowi viser, at der kun findes stoppesteder eller togstationer i halvdelen af de områder, hvor der er private virksomheder. Det er ikke i sig selv overraskende. De små virksomheder er placeret over hele landet – og derfor kan der naturligt ikke være et stoppested i nærheden af alle virksomhederne. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at 12 procent af de beskæftigede i de private byerhverv – svarende til 122.645 personer – arbejder i disse områder og derfor har forholdsvis langt til et busstoppested eller en station.
Analysen viser også, at der er store regionale forskelle. I Hovedstaden er det kun 5 procent, som skal gå langt for at finde et busstoppested eller en togstation, mens det er 19 – 23 procent i de øvrige regioner.
Top ti over kommuner rangeret efter erhvervslivets betjening med kollektiv transport med flest afgange pr. job. Tabellen viser, at der er flest kommuner i Region Sjælland og Hovedstadsregionen blandt de ti bedst betjente kommuner. Den viser også, at der både er velhavende kommuner og udkantskommuner blandt de ti bedst betjente kommuner.
Kommune | Antal job | Afgange (kl. 6-9) pr. job |
Dragør | 3.089 | 0,290 |
Lejre | 7.730 | 0,192 |
Hørsholm | 9.688 | 0,191 |
Gribskov | 12.739 | 0,172 |
Nyborg | 11.083 | 0,168 |
Langeland | 4.416 | 0,168 |
Randers | 40.113 | 0,160 |
Rødovre | 16.094 | 0,151 |
Syddjurs | 14.129 | 0,145 |
Rudersdal | 26.289 | 0,145 |
Bund ti over kommuner efter erhvervslivets betjening med kollektiv transport med færrest afgange pr. job. Tabellen viser, at de ti kommuner med færrest afgange pr. job findes i Jylland. Kommunerne tenderer til at ligge i Midt- og Vestjylland, men der er også flere i Syd- og Sønderjylland. En af kommunerne, Herning, er blandt landets største jobkommuner.
Kommune | Antal job | Afgange (kl. 6-9) pr. job |
Ikast-Brande | 22.913 | 0,024 |
Lemvig | 9.437 | 0,026 |
Ringkøbing-Skjern | 29.388 | 0,027 |
Samsø | 1.615 | 0,041 |
Holstebro | 29.945 | 0,041 |
Billund | 17.841 | 0,042 |
Tønder | 16.475 | 0,045 |
Varde | 21.834 | 0,047 |
Herning | 45.014 | 0,048 |
Vejen | 19.730 | 0,054 |
Se Cowi-rapporten.
Se DI's omtale af resultaterne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.