Mange unge med et handicap føler sig i klemme, når de ikke kan gennemføre en almindelig ungdomsuddannelse, men i stedet har ret til en tre-årig særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse kaldet STU, oplyser Efterforskerne på P1.
Ifølge loven skal kommunen tage hensyn til de unges ønsker, når de tilrettelægger uddannelsen. Men den har det sidste ord, når det gælder, hvilken af de mange STU-uddannelser unge med handicap ender på.
I FNs Handicapkonvention, som Danmark har underskrevet, står der, at 'Deltagerstaterne skal sikre, at personer med handicap har adgang til almindelige videregående uddannelser, erhvervsuddannelser, voksenundervisning og livslang læring uden diskrimination og på lige fod med andre.'
Men hvor andre unge frit kan vælge ungdomsuddannelse, så er det ikke virkeligheden for mange handicappede.
Henviser til egne tilbud
- Vi ser det stort set over hele landet, at kommunerne kun vil henvise til deres egne tilbud. Og kommunernes tilbud er ofte de mest skrabede og ensrettede, hvor de unge næsten ikke har lyst til at komme, fortæller Heidi Thamsestrum, formand for Landsforeningen Autisme, til Efterforskerne på P1.
Fra årsskiftet og frem til før påske har foreningen fået 84 henvendelser om unges problemer med frit valg af ungdomsuddannelse.
- Det sidste års tid er det tilbud blev kraftigt forringet, fordi kommunerne i stigende grad henviser til deres egne tilbud, siger Heidi Thamestrup.
Idéen undergraves
Ifølge hende er hele idéen med en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU) ved at blive undergravet af kommunerne.
- Oprindeligt var STU’en en fantastisk ting, der gjorde at de her mennesker, der før fik en pension og kom hjem at sidde, hvor der ikke blev krævet noget af dem, i stedet fik lov at komme ud og vise, at de faktisk kan bruges til noget, og få nogle kammerater og et rigtigt liv, siger Heidi Thamestrup:
- STU skal være særligt tilrettelagt og individuel, men det er der simpelthen ikke nogen af de kommunale tilbud, jeg kender til, der lever op til, lyder det.
Ministeren er ikke tilfreds
Undervisningsminister Merete Riisager kritiserer kommunernes adfærd.
- Hver kommune skal lave et individuelt tilbud, som passer til den enkelte - man må ikke være for rigid, siger hun til Efterforskerne på P1.
Hun afventer i øjeblikket en evaluering af den særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse, før hun vil tage stilling til, hvordan problemet kan komme til livs. Men signalet til kommunerne er klart:
- Det er afgørende for et samfund som det danske, at vi kan levere uddannelse til unge med handicaps, forklarer hun.
KL har ikke fundet en repræsentant, der vil stille op til interview, oplyser P1.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.