
Det er nu ti år siden, det kommunale danmarkskort blev forandret med strukturreformen. I anledning af jubilæet kommer en af de uafhængige eksperter bag reformen, den tidligere direktør og departementschef Erik Bonnerup, med en mindre festlig dom over reformen. Det sker i et interview med Ugebrevet A4.
- Strukturreformen blev langt fra den succes, den kunne være blevet. Man greb ikke muligheden for at få samlet noget ekspertise i større og mere effektive kommuner, siger han.
Særligt de handicappede blev svigtet i sammenlægningen, hvor de daværende 14 amter i 2007 blev fusioneret til fem regioner, mens 271 kommuner blev reduceret til 98. Her blev ekspertisen på området splittet, mener Erik Bonnerup.
'Uskønt magtspil'
Han beskriver spillet om strukturreformen som et uskønt magtspil mellem borgmestre, ministre og folketingsmedlemmer.
- Kommunerne fik morderligt travlt med at rage for meget til sig. De sejlede i deres egen sø i stedet for at se på de fordele, der var i at have fået nogle større enheder. Det gjaldt kun om at blive større, siger han til Ugebrevet A4.
- I forhold til de handicappede var kommunerne fuldstændig balstyriske. Det handlede om, hvem der kunne overtage mest muligt, ikke om, hvad der var bedst for borgerne.
Overdreven målstyring
77-årige Erik Bonnerup kritiserer også ledelsen i kommunerne. Her bliver en overdreven mål- og resultatstyring oplevet som regler og kontrol af medarbejderne. Alligevel var strukturreformen nødvendig, fastslår den i dag pensionerede ekspert i Ugebrevet A4.
Hvorvidt strukturreformen kan fejre sit 20-års jubilæum afhænger af en række ting, der skal forbedres først, mener Erik Bonnerup.
- Det gælder det kommunale samarbejde om handicappede. Men også samarbejdet mellem regionerne på it-området, hvor de bruger masser af penge på at lave hver deres systemer i en tid, hvor de klager meget over, at der ikke er tid og mandskab nok. Så der er altså nogle eksempler, hvor regeringen burde slå i bordet, siger han til Ritzau.
Tilbage før Anden Verdenskrig
Danske Handicaporganisationer (DH) kan genkende det billede, Erik Bonnerup tegner af reformen.
- Jeg synes, at den har sat handicapområdet tilbage til tiden før Anden Verdenskrig, siger DH-formand Thorkild Olesen.
- Det minder om dengang, det var sognekommunernes økonomi, der var det vigtigste frem for indsatsen for mennesker med handicap. Det har haft en enorm negativ konsekvens for handicapområdet, siger han.
DH er en paraply for 33 organisationer. Tilsammen har de flere end 330.000 medlemmer og dækker alle typer handicap.
Økonomi i fokus
Problemet i dag er særligt, at økonomi er kommet mere i fokus, mens specialviden er gået tabt.
- Konsekvensen er, at man får de forkerte tilbud. De bliver udregnet efter kroner i stedet for faglighed, siger Thorkild Olesen og uddyber:
- Det betyder, at autister for eksempel kommer i botilbud, hvor de udvikler sig til at blive mere aggressive, end de havde behøvet. Eller at blinde eller svagsynede ikke får en uddannelse, fordi de ikke får den rigtige rådgivning.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.