Selvom man har et handicap, kan man godt fyres for ikke at være ‘kompetent, egnet og disponibel’ til at udføre ens job. Det måtte en kontorassistent sande, da hun klagede til Ligebehandlingsnævnet over, at hun var blevet fyret. For hendes varighedserklæring var simpelthen for vag.
Kvinden blev fyret for at have meget sygefravær i forbindelse med en kronisk gigtsygdom. I 2016 havde hun således haft 20 sygedage, mens hun, da hun blev langtidssygemeldt i maj 2017, allerede havde haft 17,03 sygedage. Og det mente den virksomhed, som kvinden arbejdede for, ikke den burde stå model til, når kvinden kun havde arbejdet i virksomheden i lidt over to år.
Det gik for meget ud over driften i virksomheden – især når den såkaldte varighedserklæring, som kvindens egen læge havde udstedt, viste, at sygemeldingen kunne tage ‘uger til måneder’. Med andre ord var det umuligt at sige, hvornår kvinden ville vende tilbage.
For at undgå så meget fravær tilbød virksomheden, som hun arbejdede for, ellers at omplacere hende, så hun hverken skulle udføre løft eller bevæge sig rundt på kontoret. De forsøgte også at tilbyde hende at gå ned i tid. Men dette ønskede kvinden ikke at tage stilling til, da hun fik det tilbudt. Og siden blev kvinden altså afskediget.
Selv mente den gigtplagede kvinde, at virksomheden ikke havde ret til at afskedige hende, fordi hun mente, at alle fyringer af handicappede sker ‘af hensyn til driften’, sådan som virksomheden havde anført i årsag. Og derfor mente hun, at der var tale om en forskelsbehandling. Derudover har kvinden klaget over, at virksomheden burde have ventet på en vurdering fra en reumatolog, før de foretog afskedigelsen.
'Hverken kompetent, egnet eller disponibel'
Virksomheden mente derimod, at kvinden ikke kunne kræve, at de ventede på yderligere udredning, før de fyrede hende. For virksomheden havde jo allerede en varighedserklæring fra kvindens egen læge, hvoraf det fremgik, at det ville tage ‘uger til måneder’, før kvinden kunne vende tilbage til arbejdet.
Og det har Ligebehandlingsnævnet erklæret sig enig i. For selvom nævnet var enig med kvinden i, at hun havde et handicap, og at det derfor var op til virksomheden at bevise, at der ikke var begået forskelsbehandling, da virksomheden fyrede kvinden, så bakkede nævnet op om, at virksomheden havde retten på sin side. For kvinden var ifølge Ligebehandlingsnævnet hverken ‘kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentligste funktioner i den pågældende stilling som kontorassistent’, og samtidig vurderede nævnet, at det ‘ikke ville ændre sig indenfor rimelig tid.’
Og netop det med ‘indenfor rimelig tid’ skyldes, at kvinden i august ikke kunne fortælle, hvor længe hendes sygemelding ville vare. Kun at der ingen ændring var, og at lægen fastholdt ‘uger til måneder’.
Nævnet har i sin afgørelse lagt vægt på, at kvindens læge havde nogle ‘meget vage angivelser af eventuelle behandlingsmuligheder og prognose.’ Og derfor mente nævnet, at virksomheden ikke havde pligt til at vente på flere afklaringer, før de kunne fyre kvinden.
Læs hele afgørelsen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.