
RINGKØBING-SKJERN: Mange, der er havnet uden for arbejdsmarkedet, får afprøvet, hvor mange timer de kan arbejde, og hvilket arbejde de kan holde til at udføre, på et kommunalt værksted. Men i Ringkøbing-Skjern kan man også gøre det på en virksomhed, hvor borgerne bliver en del af en 'rigtig' arbejdsplads med kolleger og frokostpauser.
Forløbene varer som udgangspunkt 13 uger, men er der en god udvikling i gang, har arbejdspladserne som Vestas været gode til at forlænge aftalerne, oplyser kommunen.
- Men vi gør det klart, når de kommer, at det ikke handler om at klargøre folk til et job på Vestas. Det handler om at afklare, hvilke typer job og hvor mange timer de kan holde til, men er der et ledigt job efter denne afklaring, der passer til deres kompetence, så er det klart, at de kan komme i betragtning, fortæller Michael Eriksen, teamleder, Vestas.
'Jeg er hos Vestas'
Vestas er en meget stor arbejdsplads, og det er en af grundene til, at de siden 2009 har været med i denne ordning:
- Vi har et ansvar som byens største arbejdsplads, og derfor er vi med. Men vi gør det også, fordi ordningen fungerer for os. Vi får gjort nogle ting, vi ikke ville få gjort, hvis ikke de her mennesker var her, siger fabrikschef Richard Hvas, der har klare holdninger til, hvordan man tager imod nye medarbejdere - uanset hvilke vilkår de er ansat under:
- De får det samme tøj, det samme udstyr og den samme introduktion som alle andre medarbejdere. Der er ingen forskel, og du kan ikke bare gå ud og udpege, hvem der er her fra kommunen. Det betyder meget. Også når de kommer hjem og med stolthed kan sige at 'Jeg er hos Vestas'.
Vestas kan på grund af sin størrelse tage imod tre-fem medarbejdere i denne ordning. Og for kommunens beskæftigelsesafdeling er virksomhedscentrene, som man kalder dem i denne ordning, alfa og omega for at hjælpe en gruppe borgere:
- For os handler det om at optræne, udvikle og afklare borgerne. Det gør man meget bedre i 'det virkelige liv', hvor borgeren har en anden respekt og indstilling til at møde frem og gøre det godt. Derfor er vi meget glade for, at de lokale virksomheder i den grad påtager sig et medansvar for at hjælpe folk tilbage på arbejdsmarkedet, siger Kim Ulv Christensen, leder af Beskæftigelse, Ringkøbing-Skjern.
ka
- Disse arbejdsplader i Ringkøbing-Skjern Kommune er virksomhedscentre i dag: Grene, KP Komponenter, Vestas Nacelles Ringkøbing, Forenede Rengøring, Bo Midt-Vest, Materielgården RKSK, UddannelsesCenter Ringkøbing Skjern, House & Garden, Beach Bowl, Center Bakkehuset, Egvad Plejehjem, Kvickly, Netto Ringkøbing, Netto Videbæk, Netto Skjern, Hotel Smedegården, Hotel Fjordgården, Ringkøbing-Skjern Kulturcenter.
- Et forløb varer som udgangspunkt 13 uger.
- Forløbet handler om optræning, udvikling og afklaring til arbejdsmarkedet og er ikke oplæring til den pågældende arbejdsplads.
- Kommunen tilbyder mentorforløb til de arbejdspladser, der er virksomhedscentre.
- Kommunen giver 1750 kr. i mentorbetaling pr borger, der er i forløbet.
- Man skal have mindst ti medarbejdere for at kunne blive virksomhedscenter. Man skal tage imod mindst to 'kandidater til job', som borgerne kaldes i dette system. Virksomheder med flere end 50 medarbejdere kan modtage fem kandidater ad gangen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.