dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi
Forsvarsminister Nicolai Wammen (S) til venstre og justitsminister Mette Frederiksen (S) længst til højre deltog som fagministre da statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på et pressemøde præsenterede udspillet sammen med indenrigs- og økonomiminister Morten Østergaard (R) som repræsentant for det andet regeringsparti.

12 punkts terrorpakke er kun begyndelsen

Regeringen vil bruge en lille milliard på at opruste mod terror - en følge af terrorangrebene i Paris i januar. Weekendens angreb i København skal først evalueres, derefter kan der komme mere

FOLKETINGET: Regeringen vil opruste terrorbekæmpelsen med en lille milliard, der over de næste fire år skal bruges til alt fra en forstærkning af politiets beredskab bl.a. i de særligt belastede politikredse og af Rigspolitiets nationale døgnberedskab på tværs af politikredsene, over ny lovhjemmel til at overvåge danskere i udlandet og til bedre koordinering mellem Kriminalforsorgen og kommunerne i forbindelse med udslusning af indsatte.

Terrorpakken bestående af 12 punkter til i alt 970 mio. kr. blev præsenteret i dag af statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), som på et pressemøde gjorde det klart, at der kan komme mere.

12 punkts terrorpakken er et resultat af en gennemgang, der blev sat i værk efter terrorangrebene i Paris i januar, og altså ikke en haste-reaktion på begivenhederne i København i weekenden.

- Der vil ske en erfaringsopsamling, og ud fra den vil vi overveje eventuel ny lovgivning, sagde Helle Thorning-Schmidt.

'Forsvare med alt hvad vi har'
Indenrigs- og økonomiminister Morten Østergaard (R) deltog i pressemødet som repræsentant for det andet regeringsparti og hans budskab var, at vi skal ‘forsvare vores værdier og rettigheder, med alt hvad vi har'. Med tilføjelsen at det skal ske uden at gøre vold på det, der skal forsvares.

- Det lever de 12 punkter op til, sagde han.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) lagde vægt på at 12 punkts terrorpakken foruden oprustning af politi, efterretningstjenester og internationalt samarbejde også øger indsatsen for forebyggelse. Det hele som udtryk for det samme:

- Hårdt mod hårdt, som hun flere gange gentog, om PET's aktionsstyrke, korpset af livvagter og om indsatsen mod radikalisering i fængsler, mens forsvarsminister Nicolai Wammen (S) kaldte den anden efterretningstjeneste, Forsvarets (FE) for Danmarks øjne og ører i udlandet. Også på det område bliver der sat hård mod hårdt med nye beføjelser.

De 12 punkter er:

  • Udbygning af politiets og PET's beredskab og overvågning af kriminelle miljøer og enkeltpersoner og PET's kapacitet til at analysere og bearbejde indhentede efterretninger og følge udviklingen i det generelle trusselsbillede.
    50 mio. kr. fra 2015 og frem
  • Øget it- og analysekapacitet til PET og politiet, så de bedre kan udnytte de betydelige datamængder, der bl.a. målrettet kan anvendes til at imødegå terrortrusler og -angreb, blandt andet gennem analyser af sociale netværk for at identificere danske udenlandske krigere og andre militante ekstremister.
    150 mio. kr. i perioden 2015-2018.
  • Øget personbeskyttelse (flere livvagter).
    55 mio. kr. i perioden 2015-2018.
  • Registrering af flypassagerer, i første omgang nationalt. På længere sigt skal der arbejdes for et europæisk system, herunder ved at erstatte det nuværende EU-retsforbehold med en tilvalgsordning.
  • Det skal undersøges, om der kan etableres registrering af taletidskort, så politiet og PET har adgang til oplysninger om, hvem de tilhører.
  • Styrkelse af FE's kapacitet til at indhente og analysere oplysninger om terrorplanlægning og -aktiviteter i udlandet og af FE's samarbejde med efterretningstjenester i andre lande, særligt hvad angår udrejste krigere til konflikterne i Syrien og Irak.
    415 mio. kr. i perioden 2015-2018.
  • En lovændring skal give FE mulighed for at indhente oplysninger om danske udenlandske krigere, når de opholder sig i udlandet. En sådan lovhjemmel eksisterer ikke i dag. Ej heller er FE i egenskab af udenrigsefterretningstjeneste ikke omfattet af et krav om retskendelser, dette vil der derimod ikke blive ændret på.
  • Udvidelse af PET's aktionsstyrke med 30 mand, gradvis over en treårig periode, så beredskabet bliver bedre i stand til at varetage sine opgaver, hvis Danmark kommer ud for et længerevarende terrorangreb eller flere angreb på én gang ligesom i Paris.
    53 mio. kr. i perioden 2016-2018.
  • Styrkelse af Rigspolitiets nationale døgnberedskab for at sikre bedre koordination og understøttelse af politikredsenes indsats på tværs af Danmark i tilfælde af et større terrorangreb.
    36 mio. kr. i perioden 2015-2018.
  • Der skal iværksættes en evaluering af indsatsen mod radikalisering og ekstremisme i fængsler, og efterfølgende nye initiativer der skal styrke indsatsen yderligere, eksempelvis øget adskillelse og/eller isolation og modvirkning af subkulturer. Desuden bedre koordinering mellem Kriminalforsorgen og kommunerne i forbindelse med udslusning af indsatte.
  • Forebyggende indsatser mod radikalisering og vold i Mellemøsten og Nordafrika, eksempelvis med initiativer til en dialog mellem religioner, fri og uafhængig presse, vækst og jobskabelse og reformer af retssystemer. Desuden andre internationale initiativer
    40 mio. kr. til Det Arabiske Initiativ over en treårig periode.
  • Det skal nedsættes et særligt udvalg, som skal vurdere den samlede indsats for terrorbekæmpelse , blandt andet ved at gennemgå af de danske myndigheders nuværende indsats og beredskab med hensyn til at bekæmpe terror, herunder en vurdering af de retssikkerhedsmæssige aspekter og af, om den hidtidige ressourceanvendelse står mål med indsatsen på området samt resultatet heraf. Udvalget skal afslutte sit arbejde i foråret 2016.

 

Læs eller download hele 12 punkts terrorpakken her.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/12-punkts-terrorpakke-er-kun-begyndelsen

GDPR