dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
DK Debat
Aalborg sætter plantebaseret kost på menuen
Plantebaseret kost skal på menuen - som her på det private plejehjem Solbakken i Randers, hvor beboerne kun tre gange om ugen kan vælge kød som den varme ret.
Foto: Annelene Petersen, Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix (arkiv)

Aalborg sætter plantebaseret kost på menuen

Alle madordninger og kantiner skal fremover tilbyde et alternativ til at spise kød.

AALBORG: Borgere, der bruger kommunale kantiner og madordninger, skal altid have mulighed for at vælge et plantebaseret måltid, hvor det er praktisk muligt.

Det har et flertal i Aalborgs byråd vedtaget på forslag fra Enhedslisten, SF og De Radikale. Også Socialdemokratiet og Venstre støttede forslaget i byrådet, mens De Konservative, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige stemte imod.

Ifølge forslagsstillerne er der flere gode grunde til at give borgerne mulighed for at vælge plantebaseret kost, nemlig både hensyn til klimaet, sundhed, økonomi og dyrevelfærd.

Forslagsstillerne mindede om, at Aalborg har som mål at reducere CO2-udledningen med 70 pct. i 2030 og at blive en klimaneutral kommune i 2050.

"Med det nye fokus på den grønne omstilling i landbruget har kommunerne - inklusiv Aalborg - en mulighed for at støtte omstillingen til mere plantebaseret produktion ved at være en storkøbs-aktør for lokale plantebaserede varer. Reduktion i andelen af animalske produkter vil mindske kommunens klimabelastning," hed det i forslaget.

Begejstret veganerforening

Vedtagelsen i Aalborg hilses med meget stor begejstring hos Dansk Vegetarisk Forening.

- Der er 180.000 vegetarer og veganere i Danmark, og endnu flere, der ønsker at skære ned på kødet af hensyn til klima, miljø, sundhed og dyrevelfærd. Derfor er det fantastisk, at de gæve aalborgensere går foran med at sikre det frie grønne valg, siger generalsekretær Rune-Christoffer Dragsdahl, som naturligt nok håber, at andre kommuner vil følge trop.

Tidligere i år besluttede et flertal i Folketinget bestående af SF, Socialdemokratiet, De Radikale, Enhedslisten og Kristendemokraterne at pålægge regeringen "inden udgangen af 2022 at undersøge muligheden for at indføre en 100 pct. plantebaseret valgmulighed" i de offentlige køkkener. 

ak

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.