Tæt på halvdelen af social- og sundhedsansatte på plejecentre og i hjemmeplejen landet over har været udsat for trusler om vold, og som hjælp til at forebygge og håndtere dette, arrangerer Sundhedsstyrelsen over de kommende tre år uddannelsesforløb for ledere og medarbejdere i ældreplejen i alle 98 kommuner, oplyser styrelsen.
Forløbene skal styrke fagligheden om demens og personcentreret omsorg, skabe bedre trivsel for de ældre borgere med demens og forebygge udadreagerende adfærd. Hensigten er at hjælpe medarbejdere og ledere med at nedbringe antallet af voldsomme episoder.
- Mennesker med demens har ofte svært ved at sætte ord på deres behov og oplevelser, og mange kan ikke fortælle deres omgivelser, hvordan de har det. I stedet bruger de deres adfærd til at udtrykke sig og til at vise eventuel mistrivsel. Det, der i fagudtryk kan kaldes for udadreagerende adfærd. For at kunne hjælpe den ældre og forebygge voldsomme episoder, er det vigtigt at alle involverede har en faglig forståelse for borgernes situation og hvorfor de reagerer, som de gør, siger enhedschef Mads Biering la Cour fra Sundhedsstyrelsen.
Viden skal deles
Uddannelsesforløbet tager udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens anbefalinger fra december 2020. Forløbene skal hjælpe kommunerne med at omsætte anbefalingerne til praksis ved at sætte særligt fokus på nogle af de udfordringer, som har stor betydning for trivslen, plejen og omsorgen for mennesker med demens, men også for medarbejderens trivsel og arbejdsvilkår.
Hen over de næste tre år arrangeres en lang række forløb over hele landet, hvor hvert forløb har plads til 25 deltagere. Kommunerne kan deltage i flere forløb samtidig.
Forløbene er bygget op, så deltagerne efterfølgende kan tage den nye viden med hjem og præsentere det for deres arbejdspladser og kolleger. Hensigten er, at hver kommune skal nedsætte en gruppe til at sikre, at erfaringer og viden bliver delt og indført på tværs af kommunens plejecentre og hjemmeplejeenheder.
Se mere hos Sundhedsstyrelsen.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.