dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Ankestyrelse i u-vending i forsørgersager

Et lovbrud, der for få måneder siden udløste efterbetaling af tusinder af kroner i kontanthjælp, giver nu blot skriftlig kritik af kommunen
13. JUL 2015 10.42

Ankestyrelsen er vendt på en tallerken. Et lovbrud, der for få måneder siden udløste efterbetaling af tusinder af kroner i kontanthjælp, giver nu ikke andet end lidt skriftlig kritik af kommunen, skriver Avisen.dk.

Det er resultatet af en ny principafgørelse fra Ankestyrelsen om forsørgelsespligt for kærestepar, hvor den ene er på kontanthjælp.

U-vendingen lægger sig oveni det generelle regel-kaos om loven om gensidig forsørgelsespligt. Det seneste halve år har kommunerne efterbetalt over 51 mio. kr. til fejlramte kærestepar.

Arbejdsmarkedsordfører Finn Sørensen (EL) anklager Ankestyrelsen for at have ændret reglerne, fordi det viste sig, at så mange kommuner havde lavet netop den type fejl, og det derfor ville blive meget dyrt.

- Det lugter lidt af, at Ankestyrelsen har politisk tilgang til sagerne. Når det viser sig, at omfanget af fejl er så stort, vil man begrænse skadevirkningen for systemet og ikke for borgerne. Man gør bare skaden større på den måde. Folks mistillid til klagesystem og system vokser bare, siger Finn Sørensen.

Det er kun fire måneder siden, at flere kærestepar fik efterbetalt store beløb, fordi deres kommuner ikke tjekkede deres oplysninger i cpr- og atp-registre, som loven siger.

En af kommunerne, der har haft sager om manglende registeropslag, er Fredericia. Kommunen tabte i foråret en sag i Ankestyrelsen, og derfor fik et par efterbetalt alle de penge, den ene af dem var blevet trukket i kontanthjælp i året før.

Surt for borgerne
Med efter Ankestyrelsens nye principafgørelse ville fejlen ikke have kostet kommunen en krone. Trods den store regning mener Dennis Mølgaard, Fredericias arbejdsmarkeds- og borgerservicechef, ikke, at det er Fredericia Kommune, man skal have mest ondt af, over at reglerne skifter.

- Vi skal betale det, vi skal. Hvis man skal tale om noget, der er surt, så er det set fra borgernes synspunkt: At det har været så uklart med den lovgivning; at det har kørt frem og tilbage. Det meget utilfredsstillende for de borgere, der er berørt af lovgivningen, siger Dennis Mølgaard til Avisen.dk.

Også store kommuner som Aarhus og Aalborg har tabt sager om manglende registeropslag. Men i modsætning til Fredericia satte de hælene i og sendte afgørelserne tilbage til Ankestyrelsen med krav om en ny afgørelse.

Det fik de. I et brev, som Avisen.dk er i besiddelse af, skriver Ankestyrelsen til Aalborg Kommune, at Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg på et møde den 25. juni 2015 har vurderet, at manglende tjek af registre ikke er nok til, at hele afgørelsen er ugyldig.

Ændres fremover
Ankestyrelsen afslår dog at ændre den konkrete afgørelse i den ene sag fra Aalborg, fordi den 'beror på en lovfortolkning, som ikke er åbenbart forkert', men lover Aalborg Kommune snarest at offentliggøre en ny principafgørelse, der ændrer praksis.

Det betyder, at andre Aalborg-borgere udsat for samme fejl nu ikke længere får medhold fra Ankestyrelsen.

Men Ankestyrelsen mener ikke, at det bør stride mod borgernes retsfølelse, at reglerne bliver ændret midt i det hele. Det siger kontorchef i Ankestyrelsen Lone Birgitte Christensen.

- Reglerne er stadig ens for alle, fordi ændringen af praksis gælder fremover. Ankestyrelsen har nu besluttet en ændret fortolkning af aktivlovens regler om samliv og gensidig forsørgerpligt. Vores tidligere fortolkning var ikke åbenbart forkert, så derfor vil ændringen af praksis kun ske for fremtiden, siger Lone Birgitte Christensen til Avisen.dk.

ka

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/ankestyrelse-i-u-vending-i-forsoergersager

GDPR