dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksundhed
doi
doi

Arbejdsskadestyrelsen gennemgår ikke psykiater-sager

Modsat flere kommuner vil Arbejdsskadestyrelsen ikke gennemgå sager af den dømte psykiater Piet Casier på eget initiativ
31. JUL 2015 8.47

I modsætning til mange kommuner vil Arbejdsskadestyrelsen ikke af egen drift genoptage de 227 arbejdsskadesager, hvor den dømte psykiater Piet Casier har lavet speciallægeeerklæring. Det får kritik fra flere sider, skriver Fagbladet 3F.

- Det er fuldstændig vanvittigt, at Arbejdsskadestyrelsen ikke tager sagerne op. Mange kommuner har valgt at se på sagerne igen, og jeg har en klar forventning om, at styrelsen selvfølgelig også gør det, siger Ulla Sørensen, der er ansvarlig for 3F's arbejdsmiljøpolitiske arbejde.

Ifølge chefkonsulent i Arbejdsskadestyrelsen Merete Roos er hovedårsagen, til at styrelsen ikke tager sagerne op igen af egen drift, at en speciallægeerklæring indgår som en af mange forskellige akter i en arbejdsskadesag. Borgeren får ifølge Meret Roos altid erklæringen til gennemsyn og har mulighed for at kommentere den, før der træffes en afgørelse, siger hun i dag til DR Syd.

- Vi træffer en afgørelse på grund af alle sagens oplysninger ofte efter rådslagning med vores lægekonsulenter. Og vi vurderer altid selv, hvad vi mener, der er den rigtige diagnose. Derfor mener vi ikke, at der er nogen grund til, at vi skal til at gennemgå alle sagerne igen, siger Merete Roos.

'De skal bare henvende sig'
Om Arbejdsskadestyrelsens beslutning siger Merete Roos, kontorchef i Center for Erhvervssygdomme til Fagbladet 3F:

- Hvis der sidder nogle derude, som er utrygge ved den afgørelse, vi tidligere har truffet, vil vi selvfølgelig se på deres sag igen. De skal bare henvende sig til os. Vi er dog ikke bekendt med, at fejlagtige erklæringer fra Piet Casier har haft negativ indflydelse på vores afgørelser.

Lektor i sundhedsret på Syddansk Universitet Kent Kristensen pointerer, at det er vigtigt for borgernes retssikkerhed, at der bliver kigget på de sager, hvor Piet Casier har lavet speciallægeerklæringer.

- Det er myndighedernes ansvar, at sagerne er afgjort på et sagligt og korrekt grundlag. Der er ikke faste regler for, hvornår en myndighed har pligt til at tage sager op til revurdering. Men når diagnosen sygdomsefterligning er blevet givet i mere end hver tredje sag som i Esbjerg Kommune, så er der altså god grund til at få et overblik over den praksis, man har og tage stilling til, om der er sager der skal genoptages, siger Kent Kristensen.

Arbejdsskadestyrelsen fyrede Piet Casier i 2011 efter at have gjort brug af psykiateren I seks år. Det skyldtes blandt andet klager udefra og erklæringernes anvendelighed.

 

rp

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Socials artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Socials artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Social

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dksocial.dk/artikel/arbejdsskadestyrelsen-gennemgaar-ikke-psykiater-sager

GDPR